VI, DE UØNSKEDE
Rapport fra Vandlandet. Dag 12.
Vi har fået kontakt til omverdenen igen. Både mobil og Internet.
Jeg ringede til min søn Jesper og fik fortalt det med Inge. Han blev mindre berørt, end jeg havde forestillet mig. Virkede faktisk temmelig afmålt omkring situationen i det hele taget. Spurgte, om der var nogen chance for, at jeg klarede den. Et øjeblik troede jeg, han fik sagt risiko. Det gjorde han selvfølgelig ikke. Men det blev alligevel en temmelig akavet samtale.
Jeg kan se, at aviserne har skrevet meget om situationen i Vandlandet. De sidste par dage er der sket et skift i diskursen. Vi er blevet et problem. Et alvorligt problem. Der er indkaldt til demonstrationer. Man vil presse regeringen til at bibeholde os i isolation, indtil der på et tidspunkt findes en kur. Hvis man da finder en. Det er en meget mærkelig fornemmelse. Denne pludselige erkendelse af at vi er uønskede. Vi bliver set som en trussel. Pøblen vil spærre os inde. Politikerne bør holde hovedet koldt. Eftertiden vil dømme dem hårdt, hvis de lader gadens parlament sætte dagsordenen.
Halfdan Svendsen
Søndervig
Idunn talte i telefon. Hun var godt oppe at køre. Rent ud sagt rasende. Det lød som om, hun talte med sin mand. Tilsyneladende var han mere bekymret for, at hun kom hjem, end for hvordan hun havde det. Kresten havde endnu til gode at tale med sin hustru. Hun havde ringet et utal af gange, men han afviste opkaldene. Han var ikke klar til at tale med hende. Ikke endnu.
Bestyrelsesformanden var slet ikke så desperat, som Bjarne havde forvente. Nej, tvært imod lød han overordentlig optimistisk på investorernes vegne. Han sagde det ikke direkte, men Bjarne fik en fornemmelse af, at man arbejdede på at få en kontrakt i hus med myndighederne. Rent forretningsmæssigt gav det god mening. Hvis myndighederne ville betale for interneringen, kunne Vandlandet gå hen og blive lidt af en guldgås. Fint for dem, men hvordan ville de internerede reagere på etableringen af en permanent løsning? Det var ikke til at sige. Der var ikke var kommet nye tilfælde af syge de sidste par dage. Man kunne da ikke forvente, at folk skulle opgive deres tilværelse, bare fordi de tilfældigvis var endt som bærere af en bakterie. Han gik på nettet og tjekkede. Og ja, flere hundrede døde hvert eneste år af almindelig MRSA. Så hvad var forskellen? Var deres bakterie virkelig så meget værre?
Rapport fra Vandlandet. Dag 13.
Jeg fulgte demonstrationerne på min bærbare. De fandt sted i alle de store byer. Berlin, Hamburg, København, Oslo. Og så selvfølgelig i en masse af de mindre. Folk derude er bange. Det er forståeligt, men det var beskæmmende, at ingen forsøgte at se det fra vores perspektiv. Her i Vandlandet har epidemien kostet knapt to hundrede mennesker livet. Personligt har jeg mistet min hustru. Nogle har mistet børn, forældre. Vi har allerede betalt en uhyre høj pris. Det er ikke rimeligt at holde os indespærret. Ikke uden et perspektiv. Vi må have et perspektiv, ellers går ikke det ganske enkelt ikke.
Halfdan Svendsen
Søndervig
Dr.med. i mikrobiologi Louise Munch sad med den seneste udgave af Nature. Hun var på forsiden sammen med en computergenereret illustration af hendes stafylokoks dna. Det var naturligvis et tilfælde, at hun var blevet den første til at identificere den, men sådan var det med videnskab. Man skulle have blik for det unikke ved det, der krydsede ens vej. Telefonen ringede. En journalist ville vide, om han havde forstået hende ret. Passede det, at langt de fleste menneskers immunforsvar udmærket kunne håndtere den nye stafylokok?
»Ja, langt de fleste. Det lader til, at den er stort set uskadelig for op imod 90 procent af alle raske. Pt. arbejder vi på at finde ud af, hvori forskellen mellem dem der kan og ikke kan, består. Indtil videre er vi desværre på bar bund. Men inden for nogle måneder burde der forelægge en metaanalyse på det genetiske.«
»Og så vil man kunne helbrede dem, der bliver syge?«
»Nej, nej, sådan fungerer det ikke. Så ved vi bare, hvad det er dem der bliver ramt, har tilfælles. Men der kan gå år, før der bliver fundet en kur. Faktisk er det slet ikke givet, at der bliver fundet en. Nogle udfordringer viser sig ganske enkelt at være omstændigheder. Ting vi må lære at leve med.«
Rapport fra Vandlandet. Dag 14.
Reaktionen ovenpå gårsdagens demonstrationer var, som jeg havde forventet. Folk finder sig ikke i isolationen. Vi samlede os oppe foran kommandoposten. Vi var mange, ikke alle, men mange. Soldaterne var markant i undertal. Selv holdt jeg mig i baggrunden. Jeg overhørte en samtale mellem nogle tyskere. De talte om at bryde belejringen. De følte sig raske og havde svært ved at acceptere, at vi bliver set som en fare. Folk er chokerede og vrede over gårsdagens demonstrationer. De mange sammenligninger med skadedyr har virkelig gjort indtryk. Mange gav udtryk for, at de føler sig dehumaniseret. Jeg er meget bekymret for, hvordan situationen udvikler sig i de kommende dage. Tanken om konsekvenserne af et forsøg på at bryde blokaden er skræmmende. Personligt er jeg i vildrede, bør jeg orientere myndighederne?
Halfdan Svendsen
Søndervig
Stemningen i Vandlandet gav Betinna Andersen grund til bekymring. De internerede var begyndt at se stort på kravet om isolation. Bevogtningen af Lagunen var blevet forstærket, men soldaterne var ekstremt stressede. De var naturligvis bange for at blive smittet, men der havde også været episoder med stenkast. Akutberedskabet nedtonede det. Selv var hun overbevist om, at episoderne bar kimen til voldsommere sammenstød. Endnu en soldat var blevet smittet. De to første var afgået ved døden. I grunden burde de alle sammen blive testet. Hvem sagde, at der ikke skjulte sig raske smittebærere blandt dem? Betinna Andersen kunne mærke, at det trak op til endnu en søvnløs nat.
Dr.med. i mikrobiologi Louise Munch havde svært ved at genkende sig selv i overskriften:
DANSK FOSKER: SUPERBAKTERIE SLÅR 10 PROCENT IHJEL.
Men portrættet nedenunder var umiskendeligt hendes. Fuld af bange anelser, klikkede hun ind på artiklen. Et par minutter senere sank hun lettet tilbage i stolen. Bevares, den var skarpt vinklet, men hun kunne godt stå indenfor substansen. Ingen ville kunne beskylde hende for at hidse en stemning op. Ret beset var det udmærket public service. Den nye stafylokok var slem, men det var ikke verdens undergang.
Rapport fra Vandlandet. Dag 15.
Så skete det. I nat blev jeg vækket af skyderi. Jeg holdt mig naturligvis inde. Men her til morgen har jeg været ude og forsøge at tage bestik af situationen. Det forlyder, at en gruppe brød igennem hegnet på nordsiden. Det lykkedes kun at få standset en enkelt af bilerne. Man kan stadig se den. Tyske nummerplader. Den holder i en sandgrav inde på golfbanen. Nogle siger, at der var ti biler. Andre, at der var langt flere. To soldater skulle være blevet påkørt. Jeg kan ikke lade være med at spekulere over, om det kunne være forhindret. Ville man have lyttet til mig? Indtil videre har mine henvendelser til myndighederne været forgæves.
Halfdan Svendsen
Søndervig
Betinna Andersen sad overfor Oberst Aulum. Situationen var uholdbar, det vidste de begge. Endnu en soldat var blevet syg, og med påkørslen in mente var bægeret ganske enkelt fuldt.
»Mine mænd er ved at knække. Efter den satans artikel er de begyndt at tælle på fingrene. Tanken om at mere end tyve af dem risikerer at falde fra, fylder dem.«
Betinna Andersen nikkede. Han havde fuldkommen ret. Og det blev naturligvis ikke bedre af, at politiet ikke havde gjort det fjerneste for at pågribe de undvegne tyskere.
»Hvad stiller vi op?«
»Jeg ved det ikke. Personligt overvejer at lægge mig syg og sige op.«
I det samme fik Betinna Andersen en sms. Der var identificeret et udbrud i Herning. Adskillige børn og voksne var blevet indlagt.
Rapport fra Vandlandet. Dag 16.
Tyskland er rasende. Ifølge de tyske myndigheder gik der fire timer, inden de blev informeret om flugten. Ifølge dagens aviser var samtlige af de undvegne tyskere. Det undrer mig ikke, det tyske folk har historisk set været karakteriseret ved sin handlekraft. Der er for øvrigt konstateret flere udbrud af den nye stafylokok uden for Vandlandet. Navnlig Herning er hårdt ramt. Aviserne skriver, at det kun er begyndelsen.
Halfdan Svendsen
Søndervig
Link til foregående afsnit
