DIARRE
Driftsleder Juhl kiggede ud over Lagunen. Det var som om, vandet havde ændret karakter. De første dage havde det haft en anden klang, havde været mere middelhavsagtigt. Klart og tindrende blåt. Han overvejede, om det kunne have noget med lyset at gøre. Ja, det var nok der, hunden lå begravet. Det så faktisk ud, som om det trak op til uvejr.
Per var den første, der blev ramt. Pludselig begyndte det at hugge i tarmene. Og han skulle skide. Virkelig skide. Tyndskiden sprøjtede ud ad ham. Og han kastede op. Sked og kastede op. Lissie var smuttet. Stadig siddende på lokummet, prøvede han at ringe. Hun svarede ikke. Hang sikkert ud sammen med russerne. Lå sikkert og kneppede igennem. Hold kæft, hvor var det typisk. Endelig skete der noget, og så blev han selvfølgelig syg. Toilettet stank ad helvede til, og han følte sig ulækker. Men han turde ikke rejse sig. Billedet af den gamle hippie, der stod med nallerne nede i frugtsalaten, hjemsøgte ham. Alle de klamme gamle mennesker med al deres sure spyt og paradentose. Lorte buffet. Forbandede lorte buffet. Og så var der også alle de møgunger. Vaskede sådan nogle overhovedet hænder, når de havde været på lokum? Så kom der endnu et anfald. Per krummede sig sammen, skarpe jag huggede igen og igen. Vandet diarre skyllede ned. En stråle af brunt vand.
Afsætningen i restauranten faldt til det halve. Fulde fade kom retur. Der måtte være noget med det gastriske. Men Henrik var, som køkkenchefer er flest. Han var rent ud sagt skidebange for, at ansvaret skulle blive tørret af på ham. Ergo holdt han sin kæft.
»Jeg synes ikke, der er så mange, som der plejer.«
Kresten Videbæk sendte sin lillebror et bekymret blik.
»Det skal du ikke tænke på, det er helt naturligt. Alting har sin tid. De første par dage er folk vilde med at bade, men så får de lyst til at se sig lidt omkring. Det er fuldkommen, som jeg forventede.«
Kresten nikkede eftertænksomt, på sin vis gav det meget god mening. Selv ville han heller ikke kunne se fidusen i at plaske i vand syv dage i streg.
Halfdan virkede tvær. Inge kunne mærke, der var noget. Et eller andet han varmede op til. Sådan var det altid. Hun kunne ikke lide det, det gjorde hende nervøs. Hvorfor skulle der puttes med det? Han havde været et smut omkring huset. Nede efter nogle fagbøger. Det smut havde lige godt nok taget sin tid. Han lugtede af øl. Det var lidt tidligt på dagen til den slags. Men sådan var det vel med sådan nogle polske håndværkere. Halfdan skulle selvfølgelig spille jovial. Vise at han ikke var fin på den. Men hvorfor var han så tvær? Havde de klumset i det?
»Nå, går det planmæssigt? Kan de finde ud af det?«
»Jo jo, bestemt da. Men det er jo et gammelt hus. Den slags gemmer altid på et eller andet.«
Hvorfor sagde han ikke bare, hvad det var? Var det så slemt?
Hvad er det Halfdan? Jeg kan jo høre, at der er noget.
»Ahh, det er bare køkkengulvet. Der var noget råd langs væggen. Inde under de gamle elementer.«
»Råd? Hvad mener du?«
»Nå ja, gulvbrædderne var jo noget møre. Gulvet skal fikses, inden de nye elementer kan komme op.«
»Jamen, hvad betyder det? Skal der lægges nyt gulv?«
»Det kan vist ikke være anderledes,« vrissede Halfdan.
Inge kunne godt lægge to og to sammen. Det blev dyrt. Og nu hang de på den. Håndværkerne havde fat i den lange ende.
»Det er ellers sådan et kønt gulv.«
»Nu holder du op. Gulvet var pilråddent. Du ville vel ikke have det nye køkken op på et råddent gulv.«
»Nej, nej, jeg siger jo bare, at det er et kønt gulv. Det har sjæl.«
»Havde sjæl. Det er væk nu. Der skal støbes nyt fundament, de er ved at grave ud.«
Inge havde lyst til at spørge, hvad det ville komme til at koste. Men det var nok bedst at lade være.
Der var et lille sår ved mundvigen. Mor Mark lænede sig frem mod spejlet. Hvor kom det fra? Skorpen var flammende og underligt bulet. Var det et forkølelsessår? Herpes! Hun der ellers altid var så påpasselig.
Antiviral gel. Nu. Med det samme. Hun tog bilnøglerne og sendte Far Mark en sms.
Hun kørte ad hovedvejen mod øst ind i landet. Trafikken var sparsom, slet ikke som den dag de ankom. Bilens afdæmpede brummen virkede beroligende, og hun begyndte at overveje, om der ikke kunne være andre og mindre ubehagelige forklaringer på det lille sår. Hun drejede bakspejlet, så hun kunne studere det, mens hun kørte. Det var måske ikke så stort. Måske var det bare en lille klynge af bumser. Måske havde hun kradset sig i søvne. Hun holdt rattet med den ene hånd og forsøgte at komme lidt tættere på spejlet. Hun pressede forsigtigt. Der kom lidt klar væske. Men ingen pus. Bagved var der en, der dyttede, og hun så forskrækket, at hun var kommet midt ud på vejen. Chokeret over sin ubesindighed, fik hun spejlet på plads og kørte resten af vejen med den angrende trafiksynders udelte opmærksomhed.
Tilbage i Vandlandet kiggede Far Mark bekymret på skærmen. Situationen i Kiev var spidset til. Den lokale manager skrev, at han mistænkte, at russerne havde inficeret serverne. Systemet var begyndte at køre med markant lavere ydelse de seneste par uger. Da Far Mark scrollede sig gennem den systemrapport, der var vedhæftet, var der rigtigt nok alt for mange benchmarks, der så sløje ud. Det var noget forbandet svineri, hvad lignede det at snage i folks kommunikation? Bare fordi man boede i Ukraine, havde man for fanden da ret til lidt privatliv. Men sådan var russerne, kolde i røven. De gjorde lige, hvad der passede dem i de dele af den gamle østblok, der ikke var nået at komme i ly bag Natos missilskjold.
»Vi er sultne, far.«
Pr. automatik skulle Far Mark til at henvise de to drenge til Mor Mark, men kom så i tanke om, at hun var taget til Ringkøbing. Han ville ikke være bekendt at sende drengene alene op i restauranten, men det han sad med, var faktisk temmelig presserende.
»Kan I to finde ud af at købe hotdogs oppe ved pølsevognen?«
De to drenge nikkede og så ikke ud til at have noget imod den løsning. Far Mark fandt en passende seddel og sagde, at de skulle spise pænt og opføre sig ordentligt.
Der var proppet på apoteket. Mor Mark plejede ikke at følge med i andres gøremål, men det var svært at undgå. Der var en ophidset stemning. Norsk, tysk og dansk blandede sig til en grød af brok over buffeten hjemme i Vandlandet. Der blev talt om pårørende med diarre, udvekslet oplysninger om hyppighed og konsistens for afføring. Men fremfor alt blev der raset over, at apoteket var løbet tør for håndkøbspræparater mod dårlig mave. Taknemmeligheden over at apotekeren havde sendt bud efter nye forsyninger fra de omkringliggende byer, kunne ligge på et meget lille sted. Mor Mark tog mobilen og ringede til Far Mark.
»Hej, det er mig. I må for guds skyld ikke spise frokost på restauranten. Der er et alvorligt problem med hygiejnen.«
Far Mark spurgte forundret, hvad hun byggede det på, og så fortalte hun ham hviskende om situationen på apoteket.
»Det er fint, vi nøjes med at snuppe et par pølser i pølsevognen.«
»Godt, men spis nu ikke for meget af det stads. Jeg køber noget ordentligt med hjem og tager mig af madlavningen resten af opholdet.«
Link til foregående afsnit
