Søndagens lokale prædiken med udgangspunkt i ordene på porten til Buchenwald

Af Thomas Reinholdt Rasmussen

Provst i Hjørring Søndre Provsti

Dagens prædiken – med udgangspunkt i porten til Buchenwald:

Prædiken Septugesima 2020, Matt. 25,14-30
Sct. Catharinæ kl. 10.30: 4/433/434-324-652/754-438-208-7

For et par uger siden blev det holdt mindedag for folkedrab. Det er den såkaldte Auschwitz-dag, hvor vi mindes dem, der er omkommet og dræbt under regimer og tyrannier. Den kaldes også holocaust-dagen og holdes på den 27. januar, fordi det var på den dag, udryddelseslejren Auschwitz blev befriet i 1945.

Men i forbindelse med dagen i år faldt jeg over en tekst om lejren Buchenwald. Det særlige med den lejr var, at det var den største lejr, der lå på tysk jord. Lejren blev åbnet allerede i 1930’erne, og lå i bøgeskoven – Buchenwald – ved kulturbyen Weimar. Her midt i det højtyske kulturlandskab, lå denne lejr, som er alt andet end det, den tyske kultur ellers skulle pege på. Her ligger en lejr, der afvikler den tyske højkultur.

En af de indsatte allerede i 1930’erne var den tyske Bauhaus-kunstner Franz Ehrlich. En overbevist kommunist, der skulle overleve opholdet, og senere blev en del af DDR-regimet.

Men i 1930’erne sad han i Buchenwald og fik til opgave at designe den nye port til lejren. Og den port er bemærkelsesværdig.

For den bærer en inskription, der kun kan læses inde fra lejren. Når man ankommer til lejren, vil man se bogstaverne, der subtilt er designet af Ehrlich med den af nazisterne så forhadte Bauhus-typografi, spejlvendt. Man skal ind i lejren for at kunne læse ordene. Man skal være indsat for at kunne læse, hvad der står. Man skal være inden for murene for at kunne se det.

Og der står ordene: ”Jedem das Seine”. Det er store ord i europæisk kultur. Det er ordene fra romerretten, der udtrykker et retfærdighedsideal: suum cuique, som det hedder på latin, og det betyder: ”Enhver får sit”.

Det er ord, der klinger af europæisk højkultur. Bach satte dem i musik i en af sine kantater, der i øvrigt ironisk blev opført første gang i Weimar – få kilometer derfra – i 1715.
”Jedem das Seine” – Enhver får sit.

Ordene er placeret således i porten, at alle fanger kan læse dem hver dag. Hver dag kan fangerne grunde over, om det mon er retfærdighed, de udsættes for, og fangevogterne kan se ordene og rense deres samvittighed, for enhver får sit tilmålte bæger.

”Jedem das Seine” blev her ensbetydende med udryddelse, tortur og folkedrab.
Det er en pervertering af romerrettens ord. Ordene skal jo udtrykke, at ingen skal straffes hårdere, end de har fortjent, og ingen havde fortjent de pinsler, der udspandt sig i Buchenwald. Det er en pervertering af ordene, på samme måde som lejren er en pervertering af den europæiske kultur.

Men på mange måder udtrykker ordene den pervertering, som den tredje mand i dagens lignelse udtrykker. Vi møder tre mænd i dagens lignelse. De får hver en række talenter af deres Herre og Herren rejser bort. De to første mænd omsætter talenterne, og da herren kommer tilbage, roser han dem. Ikke fordi de har forøget talenternes masse, men fordi de har stolet på deres herre og derved turdet at vove.

Men den tredje mand har gravet sine talenter ned.

Han har ikke tudet, for han har perverteret ordene ”enhver får sit”, og har ikke turdet stole på sin herres nåde. Derfor har han ikke vovet. Han kunne have tabt alt, men fordi han ikke turde vove; fordi han ikke turde stole på Herrens tilgivelse; fordi han har set ordene ”enhver får sit”, som en straf og ikke som en nåde, har han ikke vovet i tillid til nåden.

Det er problemet. Problemet er at han tror på straffen og ikke på nåden. Han har perverteret udtrykket ”Enhver får sit” til ord om straf, så derfor graver han det hele ned.
Det er det, der finder sted i meget større skala ved porten i Buchenwald. At man har hørt romerrettens ord som straf og ikke som nåde. Sådan blev ordene hørt af Johan Sebastian Bach i kantaten: Som tilgivelse. Derfor er Bach helt anderledes end ordene på porten. De er og bliver en skævvridning af den rette mening.

Og således er den tredje mands gerninger i lignelsen udtryk for samme skævvridning: Han kender sin herre som en hård mand og derfor gik han af frygt hen og gravede talentet ned i jorden. Af frygt og ikke af tro.

Ordene på porten til Buchenwald er udtryk for samme frygt. En frygt, der handler i straf. De er ikke båret af troen på tilgivelsen.

Det er det, der gør de gode ord så grusomme netop på dette sted. Fordi de forveksler tro på tilgivelse med frygt for straf.

Der står lignelsens tredje mand og der står porten til Buchenwald. Som et udtryk for, at vi har glemt, hvad tilværelsen er båret af: tilgivelse, både os i mellem og os i forhold til Gud.

Tilgivelse. Livet kan ikke leves uden tilgivelse. For et liv uden tilgivelse er et liv, hvor talenterne graves ned og gemmes væk i frygt for at fejle og miste, og et liv uden tilgivelse er et liv, hvor ordene ”enhver får sit” bliver udtryk for straf og ikke for nåde.

Så lad os da finde tilbage til dybden af disse ord: at vi lever under tilgivelsen og ikke under straffen. For den, der tror det, tør at vove i tillid til, at man er grebet. At Gud griber mig både i lykke og i ulykke, i livet såvel som i døden.

Amen.