Paw Rytter: Blev SÆH-udvalget misinformeret af tidligere direktør for Teknik og Miljø?

Det er muligt, at Havbakken skal afvikles, men beslutningen skal træffes på et retvisende grundlag, fastslår i dette debatindlæg Paw Rytter.

1882

Af Paw Rytter

Christiansdalsvej 83

Vrå

Den nu afgåede direktør for teknik og miljø i Hjørring udarbejdede et notat til brug for byrådet i den politiske proces, der som bekendt førte til, at et flertal vedtog, at Havbakken skulle lukkes.

Notatet blev kaldt ”Notat vedr. renoveringsbehov for Havbakken i Tornby.” og det kan læses i sin fulde udstrækning nedenfor (bilag 1). Notatet er et skrivebordsnotat udarbejdet på baggrund af en byggeteknisk gennemgang i 2011(bilag 2) samt en rapport fra 2012 kaldet ”Exit Hjørring”(bilag 3), der var statusrapport for brugen og tilstanden af de ejendomme, Hjørring kommune ejede på daværende tidspunkt .

I den byggetekniske gennemgang er der to forhold, der er værd at bemærke. Den byggefaglige person konstaterer, at Havbakkens facader og vinduer er i dårlig stand. Men ikke desto er vedkommendes overordnede indtryk af Havbakken, at det er en facilitet, som er optimal i forhold til brugernes funktioner. Kort sagt er Havbakken et særdeles velindrettet plejecenter.

I rapporten Exit Hjørring bliver resultatet af den byggetekniske gennemgang i 2011, opsummeret med følgende ord:

”Dårlig bygningsmæssig stand. Bygningen er vedligeholdt for mange ressourcer, og der forudses tilsvarende omkostningstunge vedligeholdelsesprojekter i de kommende år, såfremt Havbakken fortsætter.”

Kort sagt var der to muligheder. Enten bed man i sure æble og fik renoveret, hvad der skulle gøres. Eller så måtte Havbakken lukke indenfor en overskuelig årrække. Sådan så billedet ud i 2012.

Det er tilsyneladende på den baggrund, at den tidligere direktør for teknik og miljø skrev det notat, der har spillet en central rolle i fortællingen om, hvorfor det er en god ide at lukke Havbakken. Senest har næstformanden i SÆH-udvalget Chelina Bagger (A) fremført, at en af grundene til, at man valgte at lukke netop Havbakken, var udsigten til omfattende renovering. Mens Louise Bilde Hvelplund (Ø) et par dage tidligere udtalte følgende til flaskeposten: ”Vi blev i udvalget gjort opmærksom på, at det ville koste cirka 50 millioner at renovere Havbakken, så den blev lovlig.”

Det er altså hævet over enhver tvivl, at udsigten til den store renovering har spillet en afgørende rolle for flere af byrådets medlemmer, da de skulle træffe beslutningen om, hvorvidt Havbakken skulle lukke eller ej.

Men lad os hoppe tilbage i tiden igen. For hvad besluttede man egentlig tilbage i 2012? Valgte man at bide i det sure æble, så Havbakken kunne fortsætte som et særdeles velindrettet plejecenter? Eller valgte man at lade stå til?

I 2012 var Knud Størup (L) medlem af SÆH-udvalget og det kan ikke afvises, at Hirtshals tidligere borgmester er en del af forklaringen på, at man valgte at bide i det sure æble og iværksatte en omfattende renovering af Havbakken. I slutning af 2012 sendte Hjørring kommune renoveringen i licitation. Af bilag 4 kan man se, at renoveringen angår netop er de fejl og mangler, som blev konstateret ved den byggetekniske vurdering i 2011. Af uransaglige grunde overså den nu afgåede direktør for teknik og miljø i Hjørring denne renovering, da han udarbejde det notat, der sandsynligvis gav Havbakken dødsstødet.

Hjørring byråd burde tage konsekvensen af at være blevet misinformeret og lade sagen gå om. Det er muligt, at Havbakken skal afvikles, men beslutningen bør under alle omstændigheder træffes på et retvisende grundlag.

Bilag 1. Skrivebordsnotat udarbejdet af  den nu afgåede direktør for teknik- og miljø i 2018.

Bilag 2. Byggeteknisk vurdering 2011.

Bilag 3. Exit Hjørring 2012

Bilag 4. Dette bilag viser at Hjørring kommune besluttede sig for at fremtidssikre Havbakken 2012.

1 Kommentar
Inline Feedbacks
View all comments
Erik Høgh-Sørensen
4 år siden

Godt nok interessant, dette indlæg… Tak til forfatteren!