Af Knud Christensen
Tidligere nordjysk modstandsmand og kz-fange
fyrbakken@live.dk
Her har vi en historieskrivning, som en kvinde af folket, en engageret og myreflittig pensionist uden fagligt autoriseret eller akademisk baggrund, har udført. Det kæmpemæssige kildemateriale er ikke blot det, som historikere med besættelsen som speciale kender til.
Officielle og højst uofficielle dokumenter, korrespondancer og beretninger veksler med breve og nedskrevne erindringer fra private arkiver, som sammen med illegale blade, udklip fra aviser og tidsskrifter og et formidabelt billedmateriale danner grundlaget for et folkeligt, historisk værk af sjældent format.
Der berettes her grundigt og velinformeret om modstandskampens forskellige og ligeværdige aspekter i form af sabotage, illegal presse, våbenmodtagelse, kampen mod Gestapo, flugtruter og kontakt med England og Sverige. Og bag det alt sammen skimter man i Pernille Pedersens monumentale bog de hverdagsmennesker, som under den tyske besættelse skabte den udenrigspolitik, som trods det officielle Danmarks ”pragmatiske” samarbejdspolitik sikrede vort land de allieredes anerkendelse som en nation, der de facto var i krig mod den tyske nazisme og dens besættelsestropper.
Det var tømreren, journalisten og værftsarbejderen, som valgte kampen frem for underkastelsen. Og det var skolelæreren, kontoristen og præsten, der ligesom studenten og fiskeren samt de fra første færd relativt få tjenestemænd blandt politifolk og militære officerer, der fandt deres plads i modstandsbevægelsen, og som kendte risikoen og var villige til at betale den ultimative pris. Og kvinderne, naturligvis. Både de, som var aktive i første linje, og den hjemmefront, som på mange måder skabte grundlag for, at mænds og sønners aktiviteter kunne udfoldes.
Uden krigssejlernes indsats og den modstandsbevægelse, som op til den 29. aug. 1943 fremkaldte regeringens officielle brud med besættelsesmagten, og som målbevidst fortsatte kampen, var krigen endt med, at Danmark endegyldigt var blevet regnet som Nazi-Tysklands underdanige allierede. Og nå ja, for rødmende og lidt gammeldags og højtideligt at sige det: at de gennem deres indsats reddede Danmarks ære.
Selvom jeg selv pletvis har medvirket med en smule materiale i bogen, undser jeg mig ikke for her at hylde forfatteren for en kæmpemæssig indsats og et lykkeligt resultat.
Link til tidligere omtale af samme bog
