Af Thomas Reinholdt Rasmussen
Provst i Hjørring Søndre Provsti
Prædiken Hellig tre konger 2020; Matt. 2,1-12
Sct. Catharinæ kl. 16.00: 362-136/108-101-138
En af vor tids største moralske indpiskere er psykologen og samfundsdebattøren Svend Brinkmann. Han brød for alvor igennem med bogen ”Stå fast”. Den var et moralsk opgør med tidens tendens til at alt skulle være i bevægelse. Alt skulle bevæge sig og vi skulle alle forandres hele tiden.
Bogen var et tiltrængt opgør med en forpustet verden.
For som en anden sagde for et par uger siden -det var en direktør for en større bank her i landet: At hvis alt i virksomheden skal ændres i løbet af de næste måneder, så har man et problem. Så har man ingen kerne. Som har man, i det sprog, intet produkt.
Og det er jo korrekt nok: hvis alt skal være i bevægelse, så falder alt hele tiden. Vi er også nødt til at stå fast, og her var Brinkmanns udsagn ord til rette tid.
Men som Martin Luther engang har sagt det, så er verden som en fuld bonde: når man hjælper ham op på hesten på den ene side, så falder han ned på den anden side.
Og det er som om, at vi er som en flok fulde bønder, der konstant falder ned på den ene eller den anden side af hesten.
For når vi først er holdt op med at være i konstant forandring, så står vi ubehjælpeligt fast. Fra den ene grøft til den anden grøft.
En klog mand har engang sagt, at et kætteri er en sandhed, der er drevet for vidt. Sådan kan ”Stå fast-ideologien” drives for vidt, som ”forandres-ideologien” kan drives for vidt.
”Stå fast” kan også blive til stilstand og død. Som Kaalund skriver det i højskolesangen ”Jeg elsker den brogede verden”:
Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro –
thi evig stilstand er død!
Stå fast kan blive til evige stilstand. Og konstant bevægelse det samme. Det må være en tredje vej.
For det var da egentlig godt, at De hellige tre Konger ikke stod fast.
De blev sat i bevægelse af ordet. De blev sat i bevægelse af den stjerne, som ordet satte til at lyse på himlen. De blev sat i bevægelse, for at føres til ordet.
Bevægelse for dem var ikke målet. Det var midlet til at nå til målet.
Og problemet i vore dage er nok at vi gør midlet til målet. At bevægelsen og forandringen var selve målet. At vi forandrer for forandringen skyld. Og det er da virkeligt tab af ånd.
De hellige tre konger blev sat i bevægelse. De bevægede sig til barnet i krybben. Deres liv blev sat i bevægelse af ham, der lå stille i en krybben og af stjernen, der stod stille over det sted, hvor barnet var, som skrevet står.
Og det var det godt, at noget stod stille i al den bevægelse.
Og De hellige tre konger vidste, at deres bevægelse ikke var målet, men kun midlet til at nå til målet. Det var afgørende.
Måske er vor tids problem, at vi forveksler middel og mål. At vi gør forandring til det afgørende, fordi vi ikke har noget mål at sigte mod.
Det er også derfor at Svend Brinkmanns projekt bliver sig underligt tomt. For der er egentlig ikke andet mål end at stå fast, og det har Kaalund jo en væsentligt kommentar til.
Bevægelse og forandring skal til for at nå til et mål. Men målet må ikke overskygges af rejsen, for det er da selvoptagethed af højeste grad.
Men det var jo heller ikke det kongerne gjorde. De glemte rejsen, da de knælede ved målet. Og målet sendte dem tilbage til verden igen ”ad en anden vej”, som også skrevet står.
Sådan blev bevægelsen ikke målet i sig selv. Målet var et andet sted end bevægelsen. Det var der, hvor stjernen stod stille. Eller stod fast, fristes man til at sige.
Der var målet og kongernes forandring var ikke i bevægelsen, men i stilstanden. Det var barnet, svøbt og liggende i krybbe, der forandrede alt.
Vi skal passe på med ikke at falder i grøfter, eller være som den fulde bonde, der løftes op på hesten og falder ned på den anden side. Både det at bevæge sig og at stå fast er afgørende, og begge dele kan faktisk lade sig gøre, hvilket fortællingen om de hellige tre konger viser os.
For den, der har et fast holdepunkt, tør at bevæge sig. Det er ordene fra evangeliet til i dag. Bevæge sig til verden og bevæge sig til hinanden. Ud fra barnet i krybben.
Det er en mærkelig horisont at have, at alt skal forandres og ændres, blot fordi man kan. Der skal være noget, der kræver det, og det ”noget” var for kongerne barnet i krybben.
Lad også barnet i krybben være den fordring, der stilles til os: at vi lader os bevæge af ham og sendes til verden med det julebud, at der er trøst til trøstesløse, fred til fredløse, tilgivelse til utilgivelige. Ja, evangelium til verden.
Amen.
