Formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget
Hjørring Kommune
Uanset hvad mening man har om hovedpersonen selv, så er det et faktum, at en 16-årig svensk pige på ingen tid har formået, hvad førende forskere, organisationer og visse politiske partier forgæves har prøvet i tre-fire årtier. Nemlig at sætte klimaet højt på ikke bare den politiske, men også civile dagsorden.
Greta Thunberg forløste ketchup-effekten og slap ånden ud af flasken, hvorfor klima-spørgsmålet nu tænkes ind i mange sammenhænge og er global storpolitik, selvom det seneste COP25 i Madrid viste, at der endnu er et stykke vej.
Men klimaet er ikke det eneste, der lider i verden. Det gør alt for mange mennesker også. Ligesom de store forandringer i klimaet såsom global opvarmning er ”usynlige” for det blotte øje, altså indtil konsekvenserne faktisk indtræffer, er det med psykiske sygdomme. Jævnfør Psykiatrifonden udgør psykiske lidelser med 25% den største sygdomsbyrde i samfundet. Til sammenligning udgør kræft 17% og kredsløbssygdomme godt 15%.
Der er, heldigvis, et stort fokus på behandling, forskning og forebyggelse af de to sidstnævnte, mens psykiatrien har sværere ved at komme højt på dagsordenen. Hvad skyldes det? Hvorfor fylder den suverænt største sygdomsbyrde ikke mere i debatten og deraf følgende politiske prioriteringer?
Er psykisk sygdom stadig et tabu i et samfund, hvor vi alle åbenbart skal være robuste, omstillingsparate, succesrige og fleksible? Skaber vi i disse år et forventningspres, der er menneskeligt umuligt at leve op til for rigtig mange?
Sproget skaber virkeligheder, og det må vel være muligt at få et ordentligt menneskeliv, selvom man ikke er ”robust”?
Det er ganske sandsynligt, at psykiatriens mørketal er langt større end nævnte procenter. Alt for mange, børn, unge og voksne, opretholder givet en falsk facade af robusthed, fordi det ikke ligefrem giver sociale point eller er karrierefremmende at sige jeg kan sgu ikke mere, hjælp mig.
Psykiske lidelser kan ikke blot lægge kimen til ulykkelige liv, men også korte liv. Den forventede levealder for kvinder og mænd med psykiske lidelser er hhv. 17,1 år og 21,9 år kortere end gennemsnitslevealderen. Det er helt urimeligt, og i modsætning til det meget abstrakte klima, så er det langt lettere at handle på – hvis vi vil?
De helt store indsatser og prioriteter skal naturligvis også politisk resursesættes i fora som vores eget Folketing, EU, WHO og FN. Efter årtiers debat har FN endelig gjort mental sundhed til verdensmål nr. 3, men der er lang vej endnu.
Psykisk lidelse er frem for alt en menneskelig tragedie, men rammer også de pårørende. Der er brug for langt større politisk handling. For de politikere, der helst forstår verden i tal, så anslår Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at de samlede direkte og indirekte samfundsmæssige omkostninger ved mentale helbredsproblemer i Danmark, årligt udgør 55 milliarder kroner.
Men der er heldigvis også grænser for politik. Måske skal revolutionen til fremme for forebyggelse og behandling af psykiske lidelser i virkeligheden komme fra en civil bevægelse? Er vi reelt der, hvor personer med en psykisk lidelse, unge som gamle, er nødt til at (ud)stille sig selv og deres lidelse foran Christiansborg hver eneste dag med skilte eller andet for at synliggøre det usynlige, der ofte gør deres liv til et relativt kort Helvede på jord? Det burde slet ikke være nødvendigt at ønske sig, at samfundets mest udsatte og sårbare skal blotte deres lidelse og livsvilkår for at sætte en afgørende dagsorden, men måske er det faktisk det eneste, der skaber lydhørhed? Altså rigtige synlige menneskers usynlige lidelse?
Kunne man forestille sig, at de store tv-stationer lancerede indsamlingsshows som ”Knæk Psykisk Sygdom” eller andet, der nok kunne samle nogle millioner ind, men frem for alt sætte verdens største sygdomsårsag til debat i stuerne – så skal politikere, organisationer, erhvervsliv og andre magthavere jo nok komme rendende efter, hvis det sker.
Som medlem af Psykiatrifonden gennem 20 år, ser jeg, at der tales meget i det offentlige om psykiatri- meget lidt handling. Det er afgørende hvor den hører hjemme i det politiske. Nogle gange er det Socialministeriet andre gange er det under sundhed- uanset er det for lidt der ydes. Der er sket et skred i den dårlige retning, da misbrug blev udlagt til kommunerne. Derfor skal pengene være øremærket.
Og når der så endelig kastes penge efter psykiatrien, så er det ofte SATS-puljemidler, der kun gives i en begrænset periode; som da man startede med at se på nedbringelse af tvang i psykiatrien. Her blev der givet puljemidler til at iværksætte initiativer, der kunne nedbringe tvangen. Pengene blev brugt på flere ansatte, senge og projekter, der bidrog med alternativer til tvangen. Der blev flyttet bjerge! Bælter og remme sammen med akut beroligende blev erstattet af rummelighed, gåture, opmærksomhed på den enkeltes behov og ikke mindst gav de flere ansatte både patienter og kolleger følelsen af sikkerhed. Problemet var at da puljemidlerne efter en årrække skulle videre i samfundet, forsvandt økonomien til at have personalet ansat, så de flyttede også videre. Tilbage stod psykiatrien nu med en god værktøjskasse med metoder, der med næsten 100% garanti virkede, men der var ikke hænder nok længere…
Den “grønne bevidsthed” der for få år siden var et buzz-word, man kunne bruge i PR sammenhænge for at lyde klog; og som nu er noget, der ligger alle på sinde, og som man er klar over skal bruges penge, mange penge og opmærksomhed på. Det er mit simple håb, at nu, hvor det er “psykiatrien”, der buzzez om og med, så kommer vi også en dag til den erkendelse, at der skal bruges mange penge på at løfte denne del af det danske hospitalsvæsen op på niveau med somatikken.