Af Kjeld Larsen
Et stykke vej nordøst for Bindslev ved vejen Stensbæk ligger hovedgården Stensbæk.
Gården var fra gammel tid beliggende i Åstrup amt, Horns Herred og Bindslev sogn. Stensbæk Hovedgårds takst omfattede 22 tønder, 4 skæpper, 1 fjerdingkar og 2 album.
Det var længe før tiden, hvor 10-tals systemet blev indført!
Vejen fra Bindslev til Tversted gik dengang om ad Stensbæk, hvilket var ganske naturligt. De mange og store bygninger – beboelser som udhuse – fortæller om en gård, der har haft en rig og interessant historie.
Stuehuset
Mest iøjnefaldende er utvivlsomt det smukke stuehus, et bindingsværkshus fra 1744. På gårdsiden blev der i slutningen af 1800-tallet tilføjet et indgangsparti med grundmuret kvist. I 1945 blev stuehuset fredet. I teksten vedr. fredningssagen står der bl.a.: »Hovedbygningen på Stensbæk er en enetages længe opført i sort opstolpet bindingsværk med hvidkalkede tavl.
Den er 21 fag lang og står på en sokkel af utilhugne marksten eller mursten. Begge gavle er grundmurede, og midt for gårdfacaden er der en gavlkvist med en tofløjet fyldningsdør. Det indre præges af husets oprindelige grundplan med gennemgående midterskillevæg. I den nordlige del er der endnu spor af den gamle køkkenafdeling, mens den midterste del af bygningen er optaget af repræsentative stuer, hvoraf en enkelt er gennemlyst.
I den sydlige ende er der flere mindre værelser. I hele huset er der talrige ældre fyldingsdøre med kraftigt profilerede gerigter og med ældre messingdørgreb og beslagværk. I tagetagen er der alene indrettet enkelte pigeværelser i gavlkvisten, mens det gamle klinkegulv af tegl er bevaret i kælderen.
Bygningen har tidligere ligget som en del af et stort gårdanlæg med to sidelænger på hver side af gårdspladsen og tre avlslænger symmetrisk placeret på den modsatte side af gårdens tilkørselsvej. En prunkløs, men nobel nordjysk herremandsbolig«.
Skjoldager).
Laden
Der er endvidere bevaret en bindingsværkslade, der rækker tilbage til 1679, og den er opført af træ fra strandede sejlskibe.
I dag er det svært at se, at den gamle lade dengang blot var den midterste fløj i en femfløjet stærkt symmetrisk avlsgård, som det er vist på beliggenhedsplanen fra 1811.
bygget i 1679.
Ejerne
Stensbæk kan føre historien helt tilbage til midten af 1400-tallet. Den mørke middelalder, der som bekendt sluttede i 1536, er således også en del af Stensbæks historie. Navnet relaterer ret naturligt til drengenavnet Sten og en bæk, der tidligere løb sønden om gården og ud i Tversted å. En lang række på intet mindre end 41 ejere fortæller ganske meget om gårdens historie.
Familien Vognsen er de første ejere i den række, der tager sit udspring i år 1543, og Vognsen-slægten er således ejere med hele fire navne frem til 1596. Umiddelbart fremgår der ikke noget om, at der er ejere, som har været ekstremt bestemmende, som man har hørt om andre steder i kongeriget. Man mærker historiens vingesus, når man følger den lange række af ejere, der i tidens løb har været på Stensbæk, hvis rolle i det omgivende samfund har ændret sig ganske markant gennem det seneste par århundreder.
I dag er det parret Jan Blikfeldt Bundgaard og Cora Lea Skovsgaard, der bestrider såvel pasningen af hele landbrugsbedriften som bondegårdsferierne. Den tilhørende jord udgør nu 147 ha. Beretningen om Stensbæk vil på en række punkter kunne paralleliseres med Danmarks historie med de respektive op- og nedture. Tillige lidt af en illustration af landbrugets historie set fra en hovedgård.
Fra de tidligste tider
I midten af 1400-tallet var Stensbæk en mindre, adelig sædegård, og det var muligvis Thomas Nielsen Vognsen, der ejede den. Det var Vognsen-slægten af Stenshede, der havde tre morianhoveder i våbenet.
Ejerne »havde sæde« på Stensbæk, og for at understrege dette skrev de ved deres navn »til Stensbæk«.
Som tidligere nævnt var det ligeledes slægten Vognsen, der ejede gården i størstedelen af 1500-tallet, men den gled ud af slægtens eje, da familien Dyre købte den i
slutningen af 1500-tallet: Ove Christoffersen Lunge Dyre eller sønnen Jørgen Ovesen Lunge Dyre.
I 1568 havde Stensbæk været en ubetydelig hovedgård med et tilliggende på kun tre små fæstegårde på Stensbæk mark.
Efter Jørgen Lunge Dyres død i 1619 var det enken, Sophie Stensdatter Brahe gift Dyre, der drev Stensbæk som ladegård fra 1638 under herregården Odden ved Mygdal. En ladegård er en avlsgård tilknyttet en herregård, og dette fortsatte frem til 1750. Nogle af Oddens ejere havde dog Stensbæk bortforpagtet. Det gælder f.eks. Christian Ludvig Skeel von Plessen, der ejede gården i perioden 1702-1740 og som iøvrigt boede på et andet af sine godser, nemlig Fussingø ved Randers. Frem til 1743 hørte Stensbæk/Odden under Fussingø, og her fandtes jordebøgerne over bl.a. Stensbæks bøndergårde.
Sophie Brahe var såvel en dygtig godssamler som en dygtig administrator. Hun formåede at få en del fæstegods lagt under Stensbæk, hvilket på sigt var en yderst klog disposition.
I 1638 stavedes navnet Steenszbech. Bogstaveringen var tidstypisk!
Svenskekrigen
Stensbæk havde lidt en del under Torstenssonkrigen (1643-1645), idet skovens træ, møllen og avlsgårdens jern blev stjålet. Det drejede sig om ca. 110 egetræer og lige så mange bøgetræer, og Stensbæks bygninger og vandmølle blev ligeledes molesteret af fjenden, der slog 26 dørjern af, tog jernbindslerne af 17 båse og 4 jernstænger af jordkælderen i borggården. Jern var stærkt efterspurgt af besættelsestropperne.
Skoven blev efter krigen kun takseret til 4 svins olden, hvilket var den tids form for målestok. Olden er som bekendt en sammenfatning af bog og agern, frugterne af bøg og eg, og det var glimrende føde for datidens svin, der blev sendt i skoven. En årrække før lød vurderingen på intet mindre end 160 svins olden.
Bindslev Kirke
Bindslev Kirke, som var blevet opført i 1190, var også var en del af Stensbæk, og den havde det efter svenskekrigen rigtig dårligt. Synsmændene kunne efter et kontrolbesøg slå fast, at bl.a. kirkens søndre mur var revnet og ganske forfalden, men der var meget andet, der også skulle repareres. Flere års misvækst og almindelig forarmelse blandt befolkningen havde også sat sine spor i kirken.
Det blev alt sammen en opgave for Odden/Stensbæk Herregård at gå i gang med. Det var nemlig godsejeren, der havde pligt til at vedligeholde kirkebygningerne, hvilket han ikke altid levede op til
Uden for kirken på Hedegaards mark holdtes på mandage Horns herreds ting, der dog blev holdt inde i kirken ved dårligt vejr. Stejlebakken eller galgebakken lå umiddelbart nord for kirken.
Bindslev Kirke med degnebolig og annekspræstegård var efterhånden kommet til at ligge ret så isoleret midt i sognet, efter at landsbyen Sønder Bindslev i sin tid var flyttet længere mod syd.
Ulveplagen
Bindslev sogn var også med sin beliggenhed dengang meget plaget af ulvenes hærgen. I de ekstremt kolde vintre var ulvene særligt sultne og brød undertiden ind i bøndernes fæhuse og fårestier. Det blev efterhånden så alvorligt, at der blev udstedt en kongelig forordning om pligt til at drive ulvejagt i Jylland.
Ladefoged Niels Laursen på Stensbæk skulle den 11. september 1656 tilsige Bindslevmændene at møde op til ulvejagt. De skulle danne en kæde fra Trynskov til Overskov i Sindal og derefter drive vestpå. Mændene skulle holde hinanden i hænderne og gå lige frem. Slap en ulv igennem skulle der betales en bøde på 4 rigsdaler til herskabet og 1 tønde godt øl til bymændene.
Ridefogeden
Fuldmægtig Eiler Eilersen Holm (Eiler Eilersøn), der boede på Stensbæk, skænkedeformentlig i 1672 et dåbsfad af messing til Bindslev Kirke. Dåbsfadet er stadig i brug i kirken, og det bærer initialerne for ham og hans kone.
Han havde også som et udtryk for sin egenrådighed ladet indrette »en Begravelse«, men det står ikke rigtig klart, hvilken type gravplads, der er tale om.
Ildebrand
Ved et lynnedslag i laden brændte alle Stensbæks bygninger i 1679. Før den tid bestod Stenbæks hovedbygning af et stråtækt bindingsværkshus i én etage – »en liden Herregaard, som er Ladegaard under Odden.«
»Som Aar 1679 Ved et forskrekkeligt Torden og Liunild baade Ladegaard oc alle Boorghuse gandsche oc i Asche lagt« Under branden strømmede folk til for at hjælpe med at redde, hvad reddes kunne, inden det blev flammernes bytte. Men mange benyttede sig også af forvirringen til at tilrane sig forskellige genstande fra gården.
Der har åbenbart været tale om ret så meget gods, for fuldmægtig Ejler Ejlersen lod om mandagen den 13. januar 1679 på Horns herreds ting efterlyse sine ejendele og varer efter den ulykkelige brand pågården. Hvis godtfolk ville bringe ham tingene tilbage eller give anvisning på, hvor de befandt sig, ville han dog »godtgøre« deres ulejlighed, men hvis der herefter fandtes nogen, der ikke godvilligt afleverede, ville de blive straffet efter loven og hans kongelige majestæts forordninger.
Dommene for tyveri var meget strenge. Bygningerne var væk, og nu bosatte Ejler Ejlersen sig på Eskær, som han ejede fra 1677.
Nye bygninger
Efter branden på Stensbæk blev der kun opført stald- og ladebygninger, og først i 1744 blev der opført en ny hovedbygning.
Allerede i 1688 beskrives gården som en ladegård, der havde det meste af Bindslev sogns fæstegods under sig; 29 gårde, 13 gadehuse og 2 huse uden jord.
I 1688 var ligeledes en lille vandmølle knyttet til Stensbæk. Møllen blev drevet af overfaldsvand og blev alene benyttet til gårdens egen kornmaling, men det var dog kun om foråret og efteråret, at der var så rigeligt med vand i bækken, at møllen kunne male.
Efter Sophie Dyres død var det slægterne Skeel og Rantzau, det stod som ejere frem til 1743, hvor Christian Rantzau solgte Odden/Stensbæk med underliggende bøndergods til Hans Wissing. Hermed tilhørte hovedgårdene ikke længere adelige slægter.
Ny bindingsværksbygning
I 1744 opførte Hans Wissing så den bindingsværkhovedbygning i et stokværk med tegltag, som endnu står på Stensbæk.
Salen i stuehuset blev udsmykket med malede vægpaneler af en italiensk kunstner. Der var tale om ornamenter, stilleben og arkadiske landskaber.
Denne udsmykning ses nu i et loftsværelse. Dørene i salen er dekoreret med forgyldte ornamenter i regence stil.
I begyndelsen af 1740’erne lod godset Odden/Stensbæk bygge en skole på Sønder Bindslev Fælled lige øst for Bindslev Kirke. Det var en kombination af en degnebolig og et skolehus, og en sådan fællesbygning var ganske almindelig i mange år.
Stensbæk bliver selvstændig herregård
Forpagter Jørgen Pallesen Kjærulf købte Stensbæk i 1750, og herefter blev Stensbæk selvstændig herregård, hvilket betød, at den var fritaget for skat på hovedgårdsjorden.
Kjærulf havde siden 1730 været forpagter af Odden/Stensbæk og blev på Stensbæk betragtet som en human godsejer.
Sammen med Stensbæk fulgte alt det underliggende fæstegods i Bindslev og Mosbjerg sogne, endvidere i Raabjerg og otte gårde i den østligste del af Mygdal, nemlig de to gårde i Kabbeltved, de to Grøntvedgårde, de to Gøggårde, samt Rødemølle og Knaure (Carlsminde). Disse Mygdalgårde havde altid tidligere været fæstegårde under Odden, men kom nu under Stensbæk, indtil de efter århundredskiftet blev købt til selveje. Bindslev Kirke med dens kirke- og kongetiender fulgte også med i handelen. Nu var der store afstande i godset, der kunne betyde lange traveture for at komme på arbejde – op til 15-20 km, berettedes der om.
Jørgen Kjærulf havde sørget for, at bøndergodset var af en sådan størrelsesorden, at det var tale om en komplet hovedgård, så der kunne opnås skattefrihed for hovedgårdsjorden. Der skulle være 200 tønder hartkorn bøndergods inden for 2 mils afstand, og det kom han op på efter tilkøb af nogle ejendomme.
Kjærulf var i øvrigt søn af forpagter på Nørre Elkjær Palle Christensen og Anne Jensdatter. Han døde i 1783. Hans enke havde gården et par år, hvorefter det blev hans svigersøn Jens Bergh, der overtog. Han ejede også Kjærsgaard ved Tornby.
I slutningen af 1700-tallet havde Stensbæk et areal af 195 ha ager og eng og 134 ha overdrev (hede, kær og mose), og der var skov af 7 skæpper hartkorn. Bøndergodset angives til 200 tønder hartkorn, der brugtes af 49 gårdmænd og 39 husmænd, hvoraf henholdsvis 7 og 17 var fri for hoveri.
Nye ejere
Jens Berghs søn Jakob Jørgen Bergh overtog gården i 1793 af moderen, der var blevet enke, for 30 000 rigsdaler kurant.
Han solgte den i 1805 til svogeren stiftsprovst Peder Mathias Gesmell Schierup, Aalborg, for 60 000 rigsdaler kurant, og Schierup gik i kompagniskab med den kendte herregårdsslagter Arent Hassel Rasmussen. Jakob Jørgen Bergh købte senere Kjærsgaard af moderen, men gik »i armod« her i 1820.
Møllen
I 1801 nævnes en vejrmølle og et møllehus på Stensbæks grund. Det var sognets eneste mølle, der havde afløst den lille vandmølle. Stensbæk Mølle blev senere kaldt Frederiks Mølle.
Udstykning
Indtil 1805 havde Stensbæk ejet størstedelen af sognet, og bønderne havde i generationer ydet hoveri til Stensbæk.
Men nu begyndte det, der også skete med mange herregårde i landet. I 1804 fik Schierup kongelig bevilling til at udstykke gården, og allerede fra 1805 kom det til at gå hurtigt. Arent Hassel Rasmussen, der ejede gården en kort overgang, udparcellerede i 1805 Stensbæk, bortsolgte fæstegodset samt tiender, inden han videresolgte hovedparcellen. Bønderne blev hermed befriet fra hoveriet, idet fæstegårdene blev solgt til selveje. Mange af de oprindelige gårde blev delt eller jorden herfra udstykket, så der nu blev mange flere gårde i sognet. Det betød en langt mere hensigtsmæssig placering af de enkelte gårdes jordtilligende.
Bønderne slap altså for hoveriet, og ved tildeling af jord fik de en retfærdig behandling, hvad der ellers ikke var almindeligt rundt om i landet.
Ligeledes blev Bindslev Kirke i 1805 solgt til beboerne, det vil sige bønderne, der givetvis betalte til de kirkelige udgifter efter størrelsen af gårdens hartkorn. Nu var Stensbæk blevet til en ukomplet hovedgård, der som følge heraf ikke længere kunne nyde skattefriheden.
Økonomiske problemer
Statsbankerotten i 1813 var med til at sætte gang i en landbrugskrise, hvilket også fik indflydelse på Stensbæk.
Når man har bortsolgt de indkomstgivende dele, kan det givetvis komme til at knibe med økonomien. Stensbæk kom i restance med skatterne, hvilket blev til så meget, at staten til sidst måtte overtage gården i 1819. Syv lange år blev det til, inden det lykkedes at finde en ny ejer: Christian Frederik Gersdorff Bang, der fra Fyn kom til i 1826. Nu blev der roligere tider de næste mange år frem til år 1912.
Familien Bang
Bang døde i Aalborg 1859, men havde tidligere bortforpagtet Stensbæk til sin søn Hans Claus Christian Bang, senere justitsråd og landvæsenskommissær.
I 1859 var det så sønnen, der var født i 1826 på Marienlund ved Odense, som overtog Stensbæk for 80.000 rdlr.
Ægteskabet kunne i tidligere tider også være af ganske praktisk karakter.
Hans Bangs første hustru var Charlotte Emilie Caroline Becker, der var født i 1816 på Tirsbæk gods ved Vejle. Hun var altså 10 år ældre end sin ægtefælle. Hun døde imidlertid allerede i 1874, kun 57 år gammel.
Men Hans Bang blev gift igen. Denne gang med Helene Ring, født i 1858, der kom fra Nørre Elkær, hvor også brylluppet stod. Denne gang var brudgommen den ældste, hele 32 år ældre var han.
Nu var der så igen kommet en frue på herregården, hvilket faktisk var såvel en behagelighed som en nødvendighed. Samtidigt var familien også blevet tilført nyt og ungt blod!
Men Helene Ring gift Bang blev desværre enke allerede som 42-årig, idet Hans Bang døde i år 1900 på Terpetgård, hvor ægteparret boede, idet Stensbæk da var bortforpagtet til greve Ahlefeldt-Laurvigen.
Tæt ved kirkebygningen i Bindslev kan man iagttage to smukke gravsten, rejst som minde over henholdsvis Hans Bang og hans første hustru Charlotte Bang født Becker.
Efter år 1900 ejedes gården og blev drevet af enkefrue Helene Bang. Besætningen bestod af: 116 køer, 35 kalve, 5 tyre, 18 heste og 3 får.
Der solgtes ca. 150 svin om året. Folkeholdet var ganske imponerende: 1 forvalter, 1 fodermester, 1 forkarl, 9 karle, 4 piger, 5 daglejere, samt 4 polakker eller lignende om sommeren. Det var i hvert fald før, mekaniseringen af landbruget satte ind.
1903 ægtede Helene Bang smørgrosserer Peter Klitgaard, Aalborg. I 1912 blev Stensbæk afhændet til Helene Bangs svigersøn Theodor Henning Valdemar Graff, Hedegaard, Bindslev. Der var da et areal på 325 ha. Helene Bang flyttede herefter til Hassseris, Aalborg, hvor hun døde den 4. august 1939.
Graff er i øvrigt et efternavn, som man også i vore dage støder på i den nordlige del af Vendsyssel.
Det har især familiemæssig tilknytning til gården Slynge ved Tuen, de blev nedrevet omkring 2014-2015.
Graff solgte en del jord fra til ni husmandsbrug og omboende folk, inden han efter kun tre år som ejer i 1915 solgte Stensbæk med 235 ha jord for 235.000 kr. til ejendomsmægler L. Langberg.
Med 1. verdenskrig blev Stensbæk igen et spekulationsobjekt med hyppige ejerskifte frem til år 1922.
Sogneråd
Sogneforstanderskabet, der var en ny og nogenlunde demokratisk forsamling, holdt sit første møde den 21. januar 1842 på Stensbæk for bl.a. at konstituere sig. Det var dog hovedsageligt sognets gårdmænd, der fik del i denne nyvundne forhandlings- og beslutningsenhed.
Forstanderskabet lod i 1843 opføre en ny skole øst for kirken. Med den nye landkommunallov, der trådte i kraft den 1. januar 1858, ændredes navnet til sogneråd.
Her blev det første møde den 6. januar 1868 ligeledes holdt på Stensbæk. Formanden blev føromtalte Hans Claus Christian Bang til Stensbæk, der også havde været formand for forstanderskabet undervejs.
Han blev således den første sognerådsformand i Bindslev. Han nåede at blive en af de prominente ejere af Stensbæk i nyere tid, og han tog også i høj grad del i det offentlige liv.
Ny udstykning Ejendommen blev så udstykket i 1922 i en afbyggergård Skovli med 27 ha, der blev opført af Kræn Skrubbeltrang, ni husmandsbrug, og to huse med jord, ligesom andre jordstykker blev solgt fra, bl.a. tilkøbte Niels Hjorth jord til sin ejendom Skrubbeltrang.
Tilbage blev så kun hovedparcellen, der omfattede hovedbygning og avlsgårde. Den blev nu delt i to parceller på henholdsvis omtrent 42 ha, der omfattede det gamle stuehus samt en del af staldbygningerne, og 34 ha med den gamle lade m.m. og et nyopført stuehus. Det nye stuehus blev bygget på møddingspladsen. Efter det oplyste var det en bank i Brønderslev, der solgte gården til udstykning. Stensbæk har på et tidspunkt haft eget teglværk, og der er bevaret brændte sten herfra.
Tiden efter 1922
Efter 1922 fremstod Stensbæk faktisk som to gårde med de nedenfor anførte ejere.
Stensbæk 1 med det nybyggede stuehus
1922-1963 Albert Frandsen, der overtog avlsbygninger og byggede nyt stuehus. 1963-1973 Bent Spanner. 1973-2007 Margit & Carl Erik Jensen. 2007- Jan B. Bundgaard.
Stensbæk 2 med stuehuset fra 1744
1924-1954 Aage & Karen Skrubbeltrang, der overtog hovedbygningen og byggede nye avlsbygninger.
1954-1960 Karen Skrubbeltrang med Arne Skrubbeltrang som bestyrer.
1960-1999 Arne & Inger Skrubbeltrang. Arne var alene om at købe gården, og Inger kom ind i billedet året efter. De blev gift i 1964.
1999-2007 Carl Erik & Margit Jensen. Efter købet sammenlagde Carl Erik Jensen de to ejendomme 1 og 2. 2007- Jan B. Bundgaard
Der er hen ad vejen tilbagekøbt jord til begge Stensbækgårdene.
Skrubbeltrang
Navnet Skrubbeltrang kom til at præge Stensbæk i rigtig mange år, det blev i alt til 75. Det var gården med den gamle hovedbygning, som de to generationer Skrubbeltrang med stor ihærdighed plejede og passede, og det krævede mange timers vedligehold og slid. Skrubbeltrang som efternavn rækker tilbage til 1906, hvor Vennebjerg Herreds politimester bekræfter, at familien – på gården Sellebjerg – for fremtiden skulle føre familienavnet Skrubbeltrang.
Lovenaf 1. april 1905 opmuntrede til valg af slægtsnavne. Som stednavn er det meget gammelt – det blev anvendt helt tilbage ved den store landmåling i 1683. Det blev dengang anvendt ved herregårdmarker på Stensbæk. I markbogen for Bindslev sogn hed det »østerst på Skrobeltrang« og »vesterst på på Skrobeltrang«. Det blev skrevet, som det blev udtalt. Den første del af navnet hentyder sikkert til en bevoksning af elletræer: en skrubelle.
(Privatfoto).
Aage Skrubbeltrang (1895-1954) stammede netop fra Sellebjerg i Bindslev, der ejedes af forældrene Sofie og Carl Skrubbeltrang, tidligere Sørensen. Sofie flyttede til Bindslev med en engageret grundtvigianisme, der kom til at præge slægten i årene fremover.
Naturligt nok betød det også en stærk opbakning til den grundtvigske Sellebjerg Friskole, der eksisterede i perioden 19081938. Nu som Buen 8. Aage Skrubbeltrang var ikke en mand af mange ord, og tilsyneladende blev han aldrig vred.
Han var den forenende type, der også kom til at spille en stor rolle i Bindslev sogneråd, hvor han var medlem i to perioder. Han fik betegnelsen dygtig og begavet. Aage Skrubbeltrang stillede op for liste G uden partinavn, men han var i øvrigt retsdagsmand og medlem af Retsforbundet. I sognerådet var han medlem af det vigtige kasse- og regnskabsudvalg. Det grundtvigske menighedsarbejde og højskolebevægelsen havde hans store interesse.
Oprindelig havde han købt Stensbæk sammen med Albert Frandsen, hvorefter den blev delt i to gårde. Det var det traditionelle landbrug, som parret Skrubbeltrang drev på Stensbæk, hvor der var ansat en fodermester, to karle og en tjenestepige.
Der var ikke turister på gården, men med relation til 2. verdenskrig husede man i en periode et antal ungarere, der var strandet her i landet for en tid. Tre børn voksede op på Stensbæk, heriblandt Ole, der i dag bor i Hjørring. Han oplyser, at han havde et hyggeligt værelse på kvisten, samt at han i fritiden nød at opholde sig i den smukke park.
Senere arbejdede han ved landbruget på gården et års tid, inden »bogen« trak ham på seminarium i København. Aage Skrubbeltrang døde pludseligt – ramt af et hjerteslag i 1954 – kun 58 år gammel. Herefter drev hustruen Karen Skrubbeltrang gården videre de næste seks år med sønnen Arne som bestyrer. Karen døde i 1979.
(Privatfoto).
Arne Skrubbeltrang (1925-2007), der senere blev gift med Inger, købte gården med det gamle stuehus af moderen i 1960 for 200.000 kr.
Den handlede ejendom var ifølge skødet blevet sat til en takst af: 3 tønder, 6 skæpper, 0 fjerdingkar og 2½ album, uagtet årstallet som nævnt var 1960. Amtstuens metriske beskrivelse lød på omtrent 42 ha.
Ægteparret fik to sønner: Aage og Jørgen. Arne og Inger måtte på et tidspunkt meddele Bygningsinspektoratet, at der nødvendigvis skulle nyt tag på stuehuset. Inspektoratet erklærede efterfølgende, at der fortsat skulle være tegltag på bygningen, men staten hjalp dog heldigvis økonomisk til med udskiftningen, der også kom til at omfatte opsætning af ekstra spær samt opretning af nogle af de gamle.
Statens tilskud dækkede forskellen mellem et eternittag og det tag af vingetegl, som heldigvis blev anvendt. Spærene havde nok oprindeligt båret et stråtag, og derfor var de ikke stærke nok til et tag med vingetegl. Processen omkring udskiftningen af taget blev påbegyndt i 1972, men måtte udskydes et års tid, da det viste sig umuligt at skaffe danske vingetegl. Det hele betød alt sammen en ekstra servitut på fredningspapirerne. Arne Skrubbeltrang var hele sit liv travlt beskæftiget med landbruget. Han drev traditionelt landbrug med køer og grise.
Det fredede og smukke stuehus krævede dog meget arbejde, der skulle især kalkes og males. Stuehuset blev meget beundret af de mange turister, der færdedes på nabogården. Vedligeholdelsen var efterhånden ret så omfattende. Der var mindst 336 ruder at pudse, de var små, og det blev til sidst for meget for ægteparret. Huset var på 270 kvadratmeter i en etage med halv kælder og fuldt loft.
Der var 60 hektar jord, da parret overtog gården i 1960, men det kunne dog efterhånden klares med hjælp fra en maskinstation. I 1973 overtog Arne Skrubbeltrang ejendommen Østervang på Stensbæk Mark med 34 tdr. land fra Johannes Møller, der i 1936 havde købt jordarealet og opført bygningerne hertil. Johannes var efterhånden blevet 65 år, og nu kom Stensbæk op på 100 tdr. land.
Dyreholdet blev hen ad vejen afviklet således: 1976 var sidste år med salg af mælk, 1980 sidste år med salg af kvæg, og endelig blev 1981 sidste år med salg af slagtesvin. Selv om de to ville komme til at savne det historiske stuehus med de dejlige naturomgivelser, erkendte de, at ejendommen på grund af deres alder måtte sælges. Herefter flyttede de til huset på Gl. Uggerbyvej 23 i Bindslev.
Arne døde som 82årig i 2007 og Inger i 2010.
Bondegårdsferie
Da Carl Erik Jensen, født 1940, erhvervede Stensbæk 1 i 1973, bestod besætningen af 26 malkekøer samt ungdyr, nogle grisesøer og fedesvin. Denne besætning blev hurtigt udvidet til 100 malkekøer og 146 ungdyr.
Margit og Carl Erik Jensen arrangerede i en årrække bondegårdsferie, hvor gæsterne på bedste vis kom rigtig tæt på oplevelserne ved en gård med bl.a. hjælp til fodring af dyrene, køreture med traktor, spadsereture i mark og besøg i stald. Hertil kom aftenkaffe med hjemmebag og en ugentlig grillaften.
Der blev også – sammen med foreninger i Bindslev – arrangeret bondegårdsaftener med musik og dans i maskinhuset og salg af pølser, snobrød, is og sodavand. Men herudover gik Margit og Carl Erik Jensen kraftigt i gang med en modernisering af hele gårdens drift, der var intens aktivitet og ekspansion. Der blev købt to ejendomme til: Skrubbeltrang og Hedelund, og en ny kostald med plads til 160 dyr blev taget i brug.
En yderligere række af driftsbygninger blev opført, så der virkelig blev tale om et moderne landbrug. Stalden blev forsynet med den nyeste teknik til både fodring og malkning. Fodringen kom til at foregå automatisk seks gange i døgnet. Der blev bygget ny løsdriftsstald, hvor køerne kunne cirkulere og så blive malket efter behov. Der var blevet indkøbt to malkerobotter.
I gennemsnit blev køerne malket 3,2 gange pr. døgn. Det siger sig selv, at der kunne opstå problemer, når det hele i den grad skulle moderniseres, men det blev klaret – efter store anstrengelser. Et fint eksempel på et moderne landbrug med alt, hvad dertil hører. Carl Erik Jensen var i sin tid udlært som smed hos Alpha-Diesel i Frederikshavn, og det var en stor gevinst, når der var noget med maskineriet på gården, der lige skulle klares.
Parret havde en udmærket arbejdsdeling, idet det var Carl Erik, der stod for markarbejdet og fodringen af dyr, og Margit passede malkningen. Til hjælp var der ansat en medarbejder, og der var blevet indkøbt en moderne kraftfodermaskine. I hjemmet opvoksede der tre sønner og en datter. I 1999 var det, at Carl Erik Jensen købte Stensbæk 2 med den gamle hovedbygning, og nu blev de to gårde så genforenede. Samtidigt hermed blev jorden til Hedelund solgt, idet bygningerne tidligere var blevet afhændet.
Samlet for Stensbæk 1 og 2 samt Skrubbeltrang var der blevet investeret omkring 9 millioner kr, men som Carl Erik Jensen udtrykte det: Der var fremdrift i landbruget dengang, og modet var til stede. Det var i år 2000, den store løsdriftsstald blev opført.
Carl Erik og Margit havde mange gode år på Stensbæk, der blev drevet med flid og ihærdighed. De havde egentlig planer om at sanere nogle af de efterhånden mange udhuse, men det nåede de ikke.
Som årene gik, nærmede Carl Erik sig pensionsalderen, og den store beslutningom at sælge Stensbæk blev efter en lang og moden overvejelse til slut taget, og nu blev adressen så Vester Rountved, Sønderskov ved Hjørring – Paradiset Bed & Breakfast.
Det blev i alt til 34 aktive år på Stensbæk. I november 2018 havde Carl Erik den store sorg at miste sin Margit.
Jan B. Bundgaard
Stensbæk blev i 2007 overtaget af Jan B. Bundgaard, som havde solgt sin gård Hesthaven, beliggende i Linderum.
På dette tidspunkt omfattede Stensbæk ca. 140 køer, 200 kalve og ungdyr.
Der blev årligt produceret ca. 1 million liter mælk. Jan ophørte med mælkeproduktionen 2012, og han har i dag arbejde ved siden af gårdens drift. Stensbæk drives nu med planteavl og tillige bondegårdsferie, der finder sted i såvel den gamle, historiske hovedbygning som i en fritliggende længe.
Hovedbygningen er indrettet med møbler, der stilmæssigt passer ind i miljøet for den gamle hovedbygning. Det er et yderst velegnet sted for især familieturisme.
Jan og Cora nyder at bo på Stensbæk og udtrykker samstemmende, at det er et dejligt sted. De er især glade for de mange feriegæster, hvoraf mange kommer tilbage år efter år. Stensbæk har efter deres mening i dag et passende jordtilligende.
Bøndernes forhold
Fæstegårde og hoveri var begreber i dansk landbrugs historie. I de urolige tider efter Valdemar Sejrs død i 1241 var den almindelige bondes stilling blevet meget usikker.
Det blev en fordel for ham at søge beskyttelse hos den nærmeste herremand, der så kunne yde ham værn. Der var rigtig mange bønder, der søgte ly. Men det indebar samtidig, at bonden mistede ejendomsretten til sin jord og afstod gården til herremanden. Den tidligere selvejerbonde blev nu fæstebonde på egen sin jord og måtte herefter betale en lejeafgift – landgilde – af gården.
Det gav på en måde goder til såvel de respektive bønder som herremanden eller ejeren af hovedgården. Der var tale om en gård, som en fæstebonde havde brugsretten til. Aftalen herom blev fastlagt mellem godsejer og fæstebonde. Fæsteren skulle over for godsejeren være »hørig og lydig«.
Han skulle nu udføre hoveri i et vist omfang. Men følger man historien, blev det ad åre en stor belastning for de underlagte bønder, der skulle møde frem til hoveri. Resultatet blev ofte, at fæsterne med egne heste og maskiner skulle møde på hovedgården, når der var fint vejr.
Der blev så alene tid til egen høst, når det blev dårligt vejr. En fæstegård gik i arv, så bønderne kunne ikke bare slippe af med den.
En fortegnelse fra 1773 over Stensbæk hovedgårds hoveri udviser i alt 36 bønder, som er bosiddende på hele, halve eller tredjedels gårde – alt efter pligtige hoveridage.
Oveni hoveriet kom så landgildet: Den ydelse, som en fæster årligt skulle give jordejeren som betaling for brug af bygninger og jord.
Arbejdsopgaver
En lang fortegnelse for Stensbæk viser, hvad der var bestemt til udførelse ved de enkelte opgaver.
Man talte om begreber som spænddage og gangdage. En spænddag betød en karl med 2 heste og vogn, plov eller harve. En gangdag betød en karl, pige eller dreng. F.eks.: »Til ildebrændsel af lyng at slå, knop og sandtørv at grave, de første fra grøften, og begge sorter at røgte, opsætte, og opstakke, samt hjemføre: 8 spænddage og 18 gangdage«.
»Til vandsteders og vandgrøfters rensning og opkastning, og de derom værende dæmninger, at vedligeholde: 2 spænddage og 2 gangdage«.
Interessant er det også at iagttage jordebogs-anmærkninger som: Lars Hald, Sdr. B.: »Ligeså arbejde i tørv, høe og kornhøsten, samt gående reiser til Aalborg, Hiørring, Schagen eller lige vejs længde«.
En form for hoveri var »ægter«, der bestod af kørsel med varer og personer for godset. Det kunne dreje sig om sæsonbestemte kørsler som f.eks. at køre skattekorn den meget lange vej til Aalborg, eller at køre godsets korn den noget kortere, men ret så besværlige tur langs stranden til Skagen.
På mange arbejdsdage har der om morgenen været en strøm af gående og kørende folk på vej til hovarbejde på Stensbæk.
Som en hovedregel kunne godsejeren ikke overføre eventuelle resterende hoveridage til en senere uge, med mindre der havde været tale om et ustadigt vejr.
I en forordning af 6. maj 1769 fastsattes der bl.a. regler om administration af hoveriet, således at den enkelte bonde også kunne få tid til at passe egen gård. Hen ad vejen skete der en række lempelser for fæstebønderne, og med jordlovene i 1919 blev de sidste rester af det gamle fæstesystem i Danmark endeligt afskaffet.
Skat og landgilde Fæstebønderne havde undervejs faktisk en række problemer. Foruden landgilde og hoveri til godsejeren måtte fæstebønderne betale skat til staten. Den enevæl
dige statsmagt blev efterhånden dygtigere til at opfinde nye skatter. Der var tale om hartkornsskat, kornskat, personskat, folkeskat og andre ekstraordinære skatter. Noget kan givetvis sammenlignes med vore dages grundskyld. Hertil kom så tiendeydelse til kirken. Det var alt sammen med til at give bønderne et stigende skattetryk.
Stavnsbåndet blev ophævet i 1788. Men bønderne på Stensbæk havde egentlig næppe følt sig voldsomt generet af stavnsbåndet. De havde ikke noget ønske om at forlade de fæstegårde, som var deres og familiernes eksistens. Tjenestefolkene havde derimod store ulemper ved stavnsbåndet, idet de ikke kunne flytte til et andet gods, hvor lønninger og forholdmåske var bedre.
Nogle skulle også under stavnsbåndet indordne sig under den forhadte militærtjeneste, men mandspersoner mellem 14 og 36 år var i de følgende 12 år fortsat stavnsbundne og slap først fri i januar 1800.
Udskiftningen
Landboreformerne i perioden 1700-1850 betød bl.a. en nyfordeling af landbrugsjorden. Gårdene flyttede i stor stil fra landsbyens fællesskab og ud på markerne.
Ved udskiftningen af landbrugsgårdene sidst i 1700-tallet skete der specielt i Vester Tversted det, at nogle af ejendommene fik nogle meget lange og smalle striber. Da alle gårdene så vidt muligt skulle have lige dele agerland, græsningsjord, eng, tørveskær og hede, kom gårdenes jordstykker efter udskiftningen til at ligge spredt.
Gårdene i Tversted sogn havde ofte op til 6 jordstykker: en hovedparcel, et engskifte i Sørig, et hedeskifte, en klitlod, et moseskifte i Tryn mose samt evt. flere jordstykker til eksempelvis græsning. Der var her tale om jord, der grænsede tæt op til de jorder, der havde relation til Stensbæk, ligesom nogle af jorderne blev handlet med via Stensbæk. Efter 1805, hvor mange gårde blev selvstændige, skete der dog det, at jorden ofte blev fordelt på en langt mere hensigtsmæssig måde, hvilket også gjaldt for gårdene, der havde været under Stensbæk.
Til Stensbæk hørte også et overdrev, hvor landsbyens gårde fra gammel tid havde en brugsret til græsning af kreaturer, der var udmålt efter den enkelte gårds størrelse. Det var et større udyrket areal med flerårige græsser og med spredte krat af buske og træer. Byhyrden samlede kreaturerne på landsbygaden om morgenen og drev dem ud på overdrevet, hvor han vogtede dem, indtil han om aftenen igen førte dem hjem til landsbyen.
Desuden havde gårdene ret til at skaffe sig ildebrændsel på overdrevet ved at grave tørv i mosen og slå lyng på heden.
Sagn og overtro
Til en rigtig herregård er der knyttet gamle historier, der handler om sagn og overtro. I Nørre Bindslev boede der en husmand ved navn Kristen Frederiksen. Han var en ivrig historiefortæller.
Var det sande beretninger? Det var det sandsynligvis ikke, men de kunne være gode at fortælle på en mørk og dyster vinteraften, specielt hvis man bagefter skulle trave gennem en sort og tæt skov for at komme hjem. Om Kristen Frederiksen fortælles, at han forstod kunsten at signe, og at hans moder havde lært ham, hvad der skulle siges.
I det næstfølgende er der udvalgt nogle få sagn, som Kristen Frederiksen også havde berettet om til historikeren Evald Tang Kristensen.
»Nogle hundrede Alen syd for Gaarden Stensbæk i Bindslev ligger Fru Mettes Dam. Der er en Fru Mette paa Stensbæk druknet. Hun kom kjørende der forbi om Vinteren ved Nattetid i en Slæde og skulde hjem til Gaarden, men Kusken tog sig ikke nok i Agt og kjørte hende i Dammen.«
I en anden version fortælles der også om Mettes dam: »Fru Mettes dam ude på Stensbæk mark er heller ikke god at komme forbi om aftenen, der skal et barn være hemmeligt druknet.«
Fortællingen om studehovedet
»Der ligger et Bølhoved på Ranen i det søndre Fæhus i Stensbæk. Da Buch kom der som ungt Menneske og skulle lære Mejeri, hørte han Tale om det og fik Lyst til at tage det ned. Han tog det saa med i sit Kammer. Men nu blev Køerne urolige i Nødset, og han maatte op af Sengen og lægge det paa sin Plads igjen. Men forinden trak han en del Tænder ud af det for at se, om det skulde have nogen Betydning. Da han efter en del Aars Forløb kom der igen som Mejeriforpagter, tog Forvalter Ring Hovedet ned og hyt det paa Møngen. Der laa det en Tid, og blev saa snart efter kjørt på Marken med den anden Gjødning og pløjet ned. Forpagteren var lige i den Tid, da det skete, taget til Hjallerup Marked, og da han kom hjem, var allerede et Par af Kjøerne døde, og flere var saa syge, at de døde strags efter. De var urolige og stod med Hovedet mod Væggen, og naar de tog fra, brølede de alle af Livsens Kræfter. Tre Dyrlæger var til Stede, og ingen vidste nogen Raad. Det var nærmest de Køer, der nys var sat ind i Besætningen, som var angrebne, kun en af de ældre var
syg, og da de døde blev undersøgt, var de helt tomme i Kallunet, for de havde været saa ustyrlige, at de ingen Ting havde kunnet faa i dem. Saa maatte Folkene se efter, hvor Studehovedet var, og da det var pløjet ned, saa maatte Movrits-Mariane, Kristian Movridsens Kone, der havde været med til at sprede Møget, vise dem, hvor det var. Hun gik i Marken og fandt det, og saa blev der Ro.«
Stensbæk – ejerliste
1543-1557 Jens Hansen Vognsen
1557 Anders Jensen Vognsen
1568 Anders Thomsen Vognsen
1586-1596 Mogens Andersen Vognsen
1596-1619 Ove Christoffersen Lunge Dyre eller Jørgen Ovesen Lunge Dyre
1635 Margrethe Lunge Dyre
1638-1656 Sophie Stensdatter Brahe, gift Dyre
1656 Ide Jørgensdatter Dyre, gift Skeel
1656-1661 Just Justsen Høg Banner
1656-1694 Mogens Skeel
1694-1702 Charlotte Amalie Skeel, gift von Plessen
1702-1740 Christian Ludvig Scheel von Plessen
1740-1743 Christian Rantzau
1743-1750 Hans Wissing
1750-1783 Jørgen Pallesen Kjærulf
1783-1785 Maren Jørgensdatter Braegaard, gift Kjærulf
1785-1790 Jens Bergh
1790-1793 Anne Jørgensdatter Kjærulf, gift Bergh
1793-1805 Jakob Jørgen Bergh
1805 Peder Mathias Gesmell Schierup
1805 Arent Hassel Rasmussen
1805-1807 Christen Thomsen Lychegaard og Chr. Severin Schiørring
1807-1819 Jens Mathias Boelund
1819-1826 Statskassen
1826-1859 Christian Frederik Gersdorff Bang
1859-1900 Hans Claus Christian Bang
1900-1912 Helene Ring, gift Bang
1912-1915 Theodor Henning Valdemar Graff
1915 L. Langberg og R. Almind
1916 F.C.Adamsen
1916 J. Sørensen
1918 Arnold Christensen
1918- Bruun og Christensen
-1920 Therkild Peter Therkildsen
1920-1922 P. Damgaard
Herefter blev Stensbæk delt op i Stensbæk 1 og Stensbæk 2
Stensbæk 1
1922-1963 Albert Frandsen
1963-1973 Bent Spanner
1973-2007 Carl Erik og Margit Jensen.
2007- Jan B. Bundgaard.
Stensbæk 2
1924-1954 Aage og Karen Skrubbeltrang
1954-1960 Karen Skrubbeltrang
1960-1999 Arne og Inger Skrubbeltrang.
1999-2007 Carl Erik og Margit Jensen
2007- Jan B. Bundgaard
Stensbæk 1 og 2 blev sammenlagt i 1999.
Kilder og litteratur
Aage og Jørgen Skrubbeltrang
Bente Skjoldager Poder
Bindslev Egnssamling
Carl Erik Jensen
Jan Bundgaard og Cora Skovsgaard
Mogens Thøgersen
Ole Skrubbeltrang
C. Klitgaard: Stensbæk, i: Danske Slotte og herregårde.
Fredningsbeskrivelse, Stensbæk
Fridlev Skrubbeltrang: Fra min barndom i Bjergby og Bindslev. (Vendsyssel Årbog 1981) Holger Grøntved: Blade af Stensbæks historie. (Vendsyssel Årbog 1979)
Jørgen Jakobsen: Bindslev Sogn 1660-1805
Jørgen Jakobsen: Bindslev Sogn 1805-1925
Jørgen Jakobsen: »Da man fik læst og påskrevet« ved Horns herreds Ting. (Vendsyssel Årbog 2009)
Maskinbladet, 16. februar 2000
TRAP. Danmark
Vendsyssel Tidende den 6. september 1998
Artiklen er også bragt i Vendsyssel Årbog.
Kjeld Larsen
Skagensvej 90, Østenkær, Tversted.
Født 1937 på gården Enodden i Agersted, opvokset på gården Baas i Skæve. Lærer på Tversted Skole 1962-2004 Medlem af Hirtshals byråd 1970-2006 Gift med Jytte Gøgsig Larsen og bosiddende på hendes fødehjem. kjeldlarsen@mail.dk
