Fredag udkommer FRA EGNENS FORTID

På fredag den 29. november udkommer Lokalhistorisk Årbog 2019.

529
Den livskraftige og altid glade Signe Hansen.

I anledning af Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegns 40 års-jubilæum er Lokalhistorisk Årbog 2019 blevet mere voluminøs end normalt. Så medlemmerne har virkelig noget at se frem til.

Arkivets leder Sigrid Nedergaard har beskrevet selskabets oprettelse med Knud Tophøj som primus motor og dets historie frem til i dag.

En af de mest gribende historier, der er hændt i Hirtshals, er familien Grønhøjs mange tragedier, der kulminerede med at familiefaderen og sønnen druknede. Under forliset med ”Brødrene” nåede de at skrive to afskedsbreve, som blev fundet som flaskeposter, hvorfor sagen fik stor bevågenhed. Historien har tidligere været fremme, men denne gang er familiens historie beskrevet fra hjemmets side. Moderen, som mistede flere børn og stod med et stort ansvar, er forfatteren Birthe Halds oldemor.

En anden artikel handler om det største egnsudviklingsprojekt, der nogensinde var blevet påbegyndt i Nordvestvendsyssel, nemlig byggeriet af Hirtshals Havn for 100 år siden. Det var specielt to personer, der havde båret sagen igennem – venstremanden Jens Sørensen Vanggaard og på det tekniske plan ingeniør Jørgen Fibiger, der også kom til at udføre byggeriet af havnen. På det ældste kort over et forslag til en byplan i forbindelse med havnebyggeriet står: ”MOTTO: BYEN VED HAVET”. At Hirtshals er Byen ved Havet, glemmer vi, der bor der aldrig.

Samme år blev der udskrevet en arkitektkonkurrence om den by, der skulle opstå, som følge af havnebyggeriet. Der indkom flere forslag, men alle forslag blev vurderet til ikke at kunne anvendes uden omfattende bearbejdning og blev alle mødt med megen kritik. En videre proces om en byplan blev udført af den til formålet nedsatte kommission sammen med vinderne af konkurrencen arkitekterne Knud H. Christensen og Steen Eiler Rasmussen.

I kommissionen sad så prominente personer som arkitekt Ulrik Plesner og professor M. Nyrop. En af de største knaster i byplanen var hvor jernbanestationen skulle anbringes. At den valgte løsning ikke kom til at fungere, kan vi tydeligt se, når vi ser på Den gamle Station i Peder Rimmensgade. Først i 1923 fremkom den bearbejdede byplan og på det tidspunkt havde mange bygget på må og få. Men spor af planen kan fortsat tydelig læses i bybilledet.

Forsiden præges i år af den livskraftige og altid glade Signe Hansen. Det er lykkedes at få Elsemarie Krage til at skrive om Signe. Elsemarie stod Signe nært lige fra barnsben og til Signe drog til de evige bjeskklitter. Hun bidrager til en varm og personlig beskrivelse af et helt særligt menneske, som rummede meget mere end bjesk.

Disse og mange andre spændende historier kan læses fra på fredag.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments