Af Jakob Gislund & Niels Skipper
Lærere og tillidsrepræsentanter
Hjørring Kommune
Rigtig mange skoler over det ganske land har i dag et såre sympatisk børnesyn, som ingen sjæl med en kristen eller humanistisk samvittighed i behold kan kritisere, men det åbner også en ladeport for en til tider lige lovlig postulerende relationspædagogik, som i værste fald sender både børn, pædagoger og lærere i ansvarsløst koma og ideologisk respirator.
Denne dominerende pædagogiks påstand er nemlig kort fortalt og sat på spidsen, at ansvaret for relationen altid og uden undtagelse er den voksnes. Hvad den renlivede relationspædagogik dermed svigter, er den helt elementære omsorg for dannelsen af ansvarlighed hos barnet. Iveren efter inklusion i folkeskolen tilsiger på ligeså sympatisk vis, at folkeskolen skal kunne rumme stort set alle elever, men derved svigtes den praksisnære erfaring, at hverken de ansatte eller eleverne kan leve med at skulle finde sig i alt.
Hvis enhver konflikt i folkeskolen partout skal imødekommes med parolen om, at udfordringen uden nogen som helst tvivl skal findes ude i relationen, hvilket i sagens natur altid allerede implicerer alle involverede og ethvert nok så perifert aspekt i situationen, da udvandes lige præcis ansvaret hos først og fremmest barnet og den unge. Ifølge den rendyrkede relationspædagogik kan barnet nemlig aldrig nogensinde i sig selv være et problem, hvilket igen er helt i tråd med det ideale børnesyns kategoriske imperativ, da eleven kun kan være i eller have udfordringer. Desværre reducerer det også enhver problematik til noget udenfor det enkelte menneske.
Relationspædagogikken i dens renlivede form bliver for så vidt og paradoksalt nok tyrannisk, fordi den fratager barnet og det unge menneske, der tværtimod burde dannes til ansvarlighed, muligheden for at måtte tage konsekvensen af sine egne valg. Ligesom fokus fjernes fra den undervisning, som skulle være det fælles projekt i relationen.
Dermed risikerer pædagoger og lærere under en ukritisk ledelses udstukne kurs på relationspædagogikkens oprørte hav at understøtte udviklingen af små tyranner, som er vant til at få deres vilje, men ikke magter at se tilværelsens sværere konsekvenser i øjnene, fordi de aldrig har lært at tage ansvar.
Det hele bliver ikke bedre af, at gabet mellem idealerne i børnesynet og den dertil knyttede pædagogik med de fortsat voksende sparekrav er forvandlet til en afgrund i Hjørring Kommune.
Folkeskolen skal kort fortalt smide de idealistiske fløjlshandsker.
Foto: Pixabay.
Nu må jeg – qua et pro – erkende, at jeg har – endog særdeles – svært ved at forstå, hvad det essentielle budskab i Jeres artikel er. At de møg- curling- og besværlighedsgjorte unger (som åbenbart ikke fatter, hvad I siger, når I taler til dem på den her måde og uantastet, sig i slige retorik ikke formår at rette ind, eller om de bare er for dumme og uopdragne, såfremt de ikke fatter budskabet, hvilket jo så igen kan tilbageføres til diskursen i jeres artikel, som vedholdende indebærer, at børnene lærer for lidt og er for “relationsløse” ( hvilket implicit i sidste ende kan bebrejdes de voksne) ikke kan gebærde sig under rammerne som er udstukne, på grund af forældrene ???) og dermed har svært ved at forstå, at folkeskolen og dens akademiske overdømmende herreskab, ikke kan få sin vilje gennemført???? Eller hvad?? Jeg står bare what???? Formuler jer dog på et nærværende dansk og i øjenhøjde, så ville I garanteret nå en del længere, og opleve at jeres mission, havde pragmatisk gang på jord:-) Og erfare, at børn ikke er så umulige, som I umiddelbart får det til… Eller not. Kig indad og kom ned!!! Den tekst er muligvis fin til et tolvtal i en doktorgrad på universitetet, men heeeeelt ude af kontekst i en reel verden for et almindeligt skolebarn, og dets forældre. Jfc…
Som jeg har skrevet andetsteds, kan det såmænd også sagtens koges ned til, at der er for meget ideologisk og pædagogisk sniksnak i ledelsen af folkeskolen, Ole Raabjerg. Det gælder helt oppe fra lovgiverside ned over kommunalt forvaltningsniveau til laget af konsulenter og til ledere på flere niveauer. Desværre mistes der derved lidt nuancer, men det får så være. Relationspædagogikkens fortalere har allerede ovenfor fået budskabet serveret med deres eget begrebsapparat. Fortsat god søndag!