Fiskeristyrelsen har tirsdag offentliggjort nye tal for det samlede danske fiskeri for første halvår 2019.
Tallene er ikke specielt opmuntrende og viser rundt regnet en nedgang på omkring 20 procent i forhold til første halvår 2018.
Nedgangen er imidlertid forventet og forventes ikke at have negative konsekvenser for erhvervet på den lange bane, understreger brancheorganisationen Danske Havne, der blandt andet repræsenterer landets fiskerihavne.
– Vi har selvfølgelig nærstuderet tallene, da de blev offentliggjort i går, men vi har hele tiden vidst, at det har været et dårligt halvår, så derfor var det som forventet. Sådan er de biologiske forhold nu engang i fiskeriet, og efter to ret gode år må vi leve med et mindre udfald i det store billede, hvis der skulle komme et knap så godt år, siger direktør i Danske Havne, Tine Kirk Pedersen i en pressemedelelse.
Det er især en nedgang i fiskeriet af industrifisk – særligt tobis og brisling – der resulterer i det samlede dårlige resultat for første halvår, men en del af det tabte vindes tilbage på lidt højere priser på især konsumfisk.
– Havnene kommer nok til at kunne se det på indtægterne for i år, men for det første kan en del udjævnes her i løbet af andet halvår, som ser ud til at blive lidt bedre, og for det andet er hverken havnene eller fiskeriet jo indrettet sådan, at små skvulp på en lang tur for alvor ryster båden. En sund økonomi i branchen hviler på længerevarende budgetter end på halve eller hele år, understreger Tine Kirk Pedersen og afslutter:
“Det er ærgerligt, når det ikke altid kan gå frem og op, men der kan jo ikke fanges flere fisk, end der er, og der er kvoter til, og de biologiske omstændigheder er jo nu engang, som de er. Og sådan er vilkårene for erhvervet.
Kilde: FiskeriTidende.