Onsdag er der Uddannelsesmesse på Hirtshals Skole, hvor 9. ABC på præsenterer deres erfaringer efter erhvervspraktikken i uge 40. Eleverne har været i praktik hos lokale virksomheder i Hirtshals og omegn, mens andre har været i Hjørring, Aalborg og en enkelt sågar i Odense.
På messen præsenterer eleverne både selve praktikken og uddannelsesvejen dertil. Samtidig formidler eleverne et indblik i, hvad virksomhederne beskæftiger sig med og hvilke job- og uddannelsesmuligheder, der er.
Hjørring Kommune arbejder aktuelt med en Ungestrategi, der netop skal knytte flere bånd mellem blandt andet virksomheder og de unge. Derfor var det også en mildest talt begejstret formand for Arbejdsmarkeds- og Uddannelsesudvalget, Thomas Klimek (S), der onsdag besøgte messen og talte med eleverne om deres oplevelser og erfaringer fra praktikken.
– Det er et imponerende stykke arbejde eleverne sammen med fagpersonalet har lagt i messen og deres praktik. Samtidig lægger ledelsen på Hirtshals Skole ikke skjul på, at det er hjerteblod og en del af elevernes almene dannelse at få et større udsyn og indsigt i egne muligheder, og der er erhvervslivet en rigtig god partner, siger den socialdemokratiske udvalgsformand, der særligt bemærker engagementet hos 9. klasserne.
– De virker med rette meget stolte over deres stand og de erfaringer som de fortæller om, og der er en bred repræsentation af fag og interesser. Det er alt lige fra Malte, der har sat ovenlys i hos den lokale tømrer til Julie, der har arbejdet med konfliktløsning i pædagogfaget, konstaterer en glad udvalgsformand, der glæder sig over, at de unge tør drømme.
– En af eleverne er en kreativ sjæl og drømmer helt konkret om at komme til at leve som udøvende kunstner. Hvad gør man så? Man skriver da et brev til den berømte kunstner Jens Galschiøt, hvor man indleder sin praktikforespørgsel med ”Kære Jens Galschiøt. Jeg drømmer om at komme i praktik hos dig” og vupti, så ender man med en uges praktik hos mesteren selv i Odense! Der brænder en ild i de unge øjne efter den praktik. Det er fabelagtigt, at vores lokale unge tør drømme, tilføjer Thomas Klimek.
Udvalgsformanden løfter samtidig også et andet vigtigt element i erhvervspraktikken, nemlig det afklarende.
– En af eleverne havde før praktikken en idé om, at han ville arbejde med finanser og har nu prøvet en uge i et lokalt pengeinstitut, men tror måske ikke, at det er den retning en ungdomsuddannelse skal anvendes til, men det er jo lige så vigtigt. Han har fået styrket sit udsyn og konkret indblik i den type virksomhed, pointerer udvalgsformanden, der bemærker, at flere af eleverne gerne ville have været i erhvervspraktik før 9. klasse, hvilket han bakker fuldstændig op om.