Fyrets redningsmand er fra Lønstrup og hedder Kjeld

Murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup skal redde Rubjerg Knude Fyr fra at styrte i havet. Han skal flytte fyret 80 meter ind på land, så det ikke ender i Vesterhavet.

715
Murermester Kjelds Pedersen fra Lønstrup. Foto: Jesper Christiansen.

Hvert år tager en kvart millioner mennesker turen op ad de mange trapper til toppen af Rubjerg Knude Fyr. Det er snart slut, hvis der ikke gøres noget. Derfor skal det 120 år gamle fyr, som står på kanten af klinten ved Lønstrup flyttes.

Det er den lokale murermester Kjeld Pedersen fra Lønstrup, som har fået den store opgave af Hjørring Kommune.

– Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Jeg har aldrig prøvet at flytte et fyr før, men jeg ved, at jeg har fået de bedste folk til at hjælpe mig, siger han.

Rubjerg Knude Fyr står kun få meter fra havet. Foto: Jesper Christiansen.

Om en måned går han sammen med entreprenørerne i gang med at flytte det gamle fyr.

– Når jeg går op til fyret, så tænker jeg altid på, at det er så fantastisk, at vi skal flytte fyret, siger Kjeld Pedersen.

Bid for bid tager Vesterhavet hvert år flere meter af klitterne ved Rubjerg Knude, og fyret står kun få meter fra at blive offer for naturens krafter og styrte i havet. Derfor skal der gøres noget nu, hvis fyret skal reddes.

– Det er et fantastisk byggeri, der er lavet. Hvis man kigger på fyret, så står det fuldstændig skarpt, siger murermesteren fra Lønstrup.

Fyret får rulleskøjter på

Det er en kæmpe opgave at flytte fyret. Det sker ved, at der sættes rulleskøjter på fyret og via et skinnesystem flyttes det 80 meter.

– Det, jeg er mest nervøs for, er, om undergrunden kan bære det. Selve fyret skal nok klare det, siger Kjeld Pedersen.

Det 120 år gamle fyr skal flyttes 80 meter. Foto: Jesper Christiansen.

Selve flytningen ventes kun at tage 10 timer, men inden da skal fundamentet forstærkes med store jernbjælker. Den egentlig flytning af fyret er planlagt til at finde sted i uge 43.

Det er Hjørring Kommune, som har valgt den lokale murermester fra Lønstrup til opgaven, og selvom han ikke har flyttet et fyr tidligere, så kender han Rubjerg Knude Fyr bedre end nogen andre.

–  Det er fyret for mig. Det har jeg gået og kigget på hver dag. Jeg har bygget tårn derhjemme, hvor jeg bor, så jeg kan komme op og se fyret, og der hvor jeg boede før, kunne jeg også se fyret. Det første man gjorde om morgenen var at komme op, så man kunne se fyret, så fyret det skal være der, siger Kjeld Pedersen.

Gæster skal se den her plet

Hvert år tager 250.000 mennesker turen op ad trapperne i Rubjerg Knude Fyr.

– Vi har mistet Mårup Kirke, og fyret er den sidste turistattraktion, som vi har tilbage. Det betyder meget for Lønstrup, siger Kjeld Pedersen.

Derfor vil han redde områdets store attraktion fra at styrte i havet.

– Når jeg har gæster, der kommer langvejs fra, så skal de slæbes med op til fyret, for de skal se den plet, siger han.

Kjeld Pedersen har arbejdet i 2 1/2 år med projektet. 14. august rykker murermesteren fra Lønstrup ind på området sammen med entreprenørerne og omdanner turistattraktionen til en byggeplads.

Rubjerg Knude er et stort turistmål. Hvert år besøger 250.000 gæster fyret. Foto: Jesper Christiansen.

Kilde: TV2 Nord.

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments