At krydse Nordatlanten med et fragtskib har været en særdeles spændende og meget anderledes oplevelse for mig. Det var en torsdag eftermiddag, at jeg gik om bord på M/F Hvítanes i Hirtshals Havn.
Smyril Line Cargos skib har efterhånden snart 40 år på bagen eller rettere sagt havet. Bygget i 1980 som “M/S Canis” på Fosen mek. Verksted i Fevåg har skibet haft en del forskellige ejer og navne.
Med hendes godt 102 m længde og 16,5 m bredde kom hun under navnet “Forest Swan” på noget af en chartertur i 1994 til Amerika. Den amerikanske filmgigant Paramount lejede skibet til at indspille dele af “Die Hard 3” for 4 uger.
Jeg har med andre ord nu gået på broen, i maskinrummet, lastrummet og alle de andre steder, som Bruce Willis, Jeremy Irons, Samuel L. Jackson og mange flere har gået under filmoptagelserne. Lidt moviestar har man da lov at være.
Den obligatoriske sikkerhedsrunde stod 2. styrmanden for. Det var netop ham, som undervejs havde fortalt ovenstående historie om filmoptagelserne ombord. Jeg fik hurtigt lært hvad de forskellige alarmsignaler betyder, og hvor jeg skulle mønstre, hvis alarmen lød.
På kajen var der masser af aktivitet med de knap 200 paller med emballage, som skulle med ombord. Når Hvítanes hev nogle containere ombord, krængede skibet en del, og det skulle jeg mig lige vænne til.
En anden ting, jeg skulle vænne mig til, var at på skibet går man efter færøsk tid. Sproget på skibet er ligeledes færøsk, og det undrede mig lidt, at alle besætningsmedlemmer kom fra Færøerne. Jeg havde forventet at møde søfolk fra Filippinerne eller Indien, men nej, kun 8 færinger.
Heldigt for mig, at allesammen også beherskede det danske sprog bedre, end jeg behersker det færøske. Det blev ikke før kl. 01.50 (færøsk tid), at trosserne på kajen blev sluppet. Knap 600 sømil skulle der sejles, før skibet lagde til ved kajen i Tórshavn.
Nordatlanten viste sig fra sin pæne side, og der var næsten ingen vind eller bølger. Det betød til gengæld, at det har været meget tåget, og derfor var det ikke meget, jeg fik at se af Shetlandsøerne, da vi passerede dem nord om i de tidlige morgentimer.
Det lykkedes dog at tage et par enkelte skud af Muckle Flugga Lighthouse i den ellers tætte tåge. Både sulen og mallemukkerne har været trofaste følgere af Hvítanes på turen over til Tórshavn. Omkring Shetlandsøerne fik jeg også et par søpapegøjer at se, som med deres hurtige vingeslag pisker tæt over havets overflade.
Sidst på lørdag eftermiddag lagde vi til kaj i Tórshavn, som ikke just vidste sig fra sin sommerlige side. Det regnede og termometeret viste ikke mere end 9 grader. Et par stykker af den 8 mand stærke crew gik efter losningen fra borde for at besøge familien.
Ind til byen er der ikke mere 5 minutters gang, og Landstinget kunne jeg allerede se fra skibet. Der var gang i den nede ved marinaen, og jeg fandt hurtigt ud af, at “Voxbotn” var i fuld gang. “Voxbotn” er en festival for hele familien og varer en enkelt dag. Fra hoppeborge til massevis af musik på de 3 scener.
Jeg havde opgivet at komme ind, da jeg mødte en af ejerne bag portal.fo. Niklaí kunne hjælpe mig og gav mig en billet. En masse mennesker i alle aldersgrupper stod foran scenen eller sad på trappen, som fører til domkirken og lyttede til danske Nik og Jay.
Det så ud, som om folk virkelig havde det sjovt. Jeg fik muligheden for at hilse på en del færinger, før jeg atter returnerede til skibet. Hvítanes’ skibskok inviterede søndag morgen efter veloverstået morgenmad til en lille køretur. På den måde fik jeg set lidt mere af Torshavn og fik oven i købet en del historier fra øen.
Om et hønseri, som i de senere år er blevet omdannet til et bryggeri, eller om den hule oppe i fjeldet ved Kirkjubøur, hvor den norske konge Sverre Sigurdsson blev opfostret.
Kirkjubøur har været bispesæde og dermed landets åndelige og kulturelle centrum. Det siges, at Kirkjubøur er en af de læste bosteder i Europa. I dag vidner ruinerne fra Magnus- katedralen om den tildligere storhed.
Det meste af eftermiddagen brugte jeg på egen hånd i Tórshavns små og vinklede gader og gyder. Et meget hyggeligt sted er den ældste del af byen, som hedder Reyn. Her står husene tæt op ad hinanden, men aldrig tættere end et hammerslag.
Lidt længere ude mod vandet ligger Tinganes med Landstinget og alle de andre regeringsbygninger. De gamle røde huse med græstag er meget karakteristiske for øerne.
Mandag eftermiddag gik turen så til Runavik, hvor de små 200 paller skulle losses. Allerede på vej til Runavik fik jeg øje på et stadion helt oppe på fjeldet.
Lagt til kajen i Runavik besluttede jeg mig for at gå op til stadion med navnet Svangaskard. Turen fra Runavik giv over fjeldet, før jeg stod og kunne nyde udsigten over Svangaskard.
Indtil det nye stadion i Tórshavn blev færdigt, var Svangaskard hjemmebane for det færøske foldboldlandshold. I artiklen “Top 20: De smukkeste og mest unikke fodboldbaner i verden” på TV2 Sport kommer Svangaskard ind på en flot 7. plads. Der skulle tilbagelægges nogle hårde højdemeter på turen, men udsigten over fjeldet var det hele værd.
Tirsdag skulle der sejles tilbage til Tórshavn, hvor Hvítanes tog masser af køletrailere fyldt med fisk ombord. Endnu en gang kom der en lille overraskelse i vejen. Hvítanes skulle sejle til Suderoy, den sydligste ø i øgruppen for at tage last med tilbage til Hirtshals.
Jeg nød sejlturen sammen med skibets kaptajn Bjarke. Siden Smyril Line købe Hvítanes har han været ombord. Førhen sejlede han på verdenshavene, og som han siger, er det nemmere at fortælle folk de steder i verden, han ikke har været, end remse alle dem op, hvor han har været.
Alligevel skete der noget nyt den dag. Han har aldrig sejlet ind til Vagur og derfor skulle der en lods ombord. Fra toppen af fjeldene rullede skyerne langsomt ned, og i samspil med de sidste solstråler skabte det et fantastisk syn.
Efter at have læsset de sidste par trailere blev kursen sat mod Hirtshals. Vinden friskede op, og det kunne godt mærkes ombord. Skibet rullede lidt i takt med, at bølgehøjden steg.
Kaptajnen havde for min skyld valgt at sejle gennem Yell Sound, som deler Shetlandsøerne i nord og syd. En enestående oplevelse. De gamle stenhuse og ruiner langs kysten og utallige får på de grønne små øer.
Efter en time havde vi lagt Yell Sound bag os og satte kurs mod de store oliefelter. Også her ændrede kaptajnen lidt kurs, så vi for min skyld kunne komme lidt tættere på. Det er også noget imponerende, hvad ingeniører har skabt på havet for at få fat i det sorte guld.
Sent torsdag aften efter lidt af en gyngetur lagde Hvítanes atter til kaj i Hirtshals. Den gamle dame klarede nok en tur over Nordatlanten og er allerede på vej tilbage med kurs mod Tórshavn.
Og hvordan er det så at være og leve ombord? Som sagt består besætningen af 8 mand, 2 matroser, 1 kok, 1. og 2. maskinist, 1. styremand, overstyrmand og kaptajnen.
Normalt er der crewskift hver 4. uge, men det kan dog forekomme, at det udskydes med en uge eller to. På broen har man altid vagt i 4 timer, før man bliver afløst og alle på broen siger, at man vender sig til rytmen efter de første par dage.
Når skibet ligger i havn hedder det alle mand on deck. Alle hjælper alle, kokken er med til at spænde trailere fast på lastdeck sammen med de andre. Alle kender deres opgaver, når de ligger ved kajen og ikke mindst, når de sejler.
Overstyrmanden fordeler arbejde til matroserne, og det er alt fra at tjekke temperatur på trailere til vedligeholdelse af skibet. Og de to kokke, jeg mødte, sørger for, at ingen går sultne i seng. Kosten er meget varieret, og der er mindst 2 gange fisk om ugen. Laks og rejer er der til hver aftensmad.
Normalt spiser man varm frokost ombord, dog med en undtagelse. Enten fredag eller lørdag serverer kokken røde bøffer med tilbehør. Rester findes næsten ikke, da det, der er til overs enten bliver brugt som pålæg eller indgår i en suppe alt afhængigt af, hvad det drejer sig om.
Humøret i messen er altid højt. Her udveksles holdninger og meninger om næsten alt, mens Dronningen, Prinsgemalen og ikke mindst kaptajnen på bryllupsbilledet stumt lytter med fra væggen.
Det har været en fantastisk tur, hvor jeg fik lov at følge arbejdet ombord, opleve naturen og ikke mindst møde en masse skønne færinger. En stor tak til Carsten Kjær fra Smyril Line Cargo, som muliggjorde turen med Hvítanes, og ikke mindst tak til kaptajn Bjarke Dan Sørensen og hans crew, som fik mig til at føle mig veltilpas under hele turen.
Klik på et af billederne i galleriet for at se alle fotos i større format
Foto: Jens Kranen Photography.
Interessant rejsebeskrivelse og flotte billeder.