De startede med at undervise tilbage i slutningen af 70’erne med undtagelse af Ellinor, som først arbejdede 25 år som sygeplejerske, før hun i 1994 startede på Hjørring Gymnasium.
En af de ting, som står tydeligst for de tre gymnasielærere, er den frihed, som et job som lærer på Hjørring Gymnasium giver: ”Det er et privilegium at kunne beskæftige sig frit med det, man interesserer sig for, og det er en stor tilfredsstillelse, at der er tillid til, at man kan levere et godt stykke arbejde”, siger Lars.
Udover det synes de også, at det er en gave at arbejde med unge mennesker: ”Gymnasiet som uddannelse har en genial placering lige efter hormonernes rasen og netop dér, hvor der åbner sig et rum for læring. Her kan man som gymnasielærer være med til at påvirke og danne de unge”, siger Jørgen. Ellinor synes også, at den største tilfredsstillelse ved jobbet er at kunne være med til at skubbe gang i en livslang dannelse: ”Eleverne udvikler sig enormt meget i løbet af de 2-3 år. De kommer ind med skyklapper på, men skyklapperne forsvinder, og eleverne lærer, hvordan de skal forholde sig til verden.”
Og er der så noget, som har ændret sig på Hjørring Gymnasium de sidste 40 år? Ja, især lærerværelset og lærerne har ændret sig, synes de alle tre. ”Tilbage i 80’erne var lærerværelset mere hierarkisk, og man kunne godt opleve skænderier lærere imellem. Jeg savner det lidt. Det hele er blevet lidt for pænt og ligegyldigt”, siger Lars.
Jørgen er enig i, at det er blevet anderledes, fordi konsensussamfundet også har ramt gymnasierne. De kan dog alle godt lide den mere gemytlige og imødekommende stemning på lærerværelset i dag. ”Man oplever sjældent en frokostpause, hvor der ikke er høje grin fra et af bordene”, siger Ellinor. ”Det kommer jeg til at savne.”
Noget, de dog ikke kommer til at savne, er den placering, som computeren har fået i klasserummet: ”Det tilskud af dopamin, som en ikke-faglig tur eller ti på nettet giver, er svært at konkurrere med i den almindelige undervisningstime”, siger Jørgen, der dog på ingen måde underkender de store fordele, der har fulgt med it i undervisningen.
De er enige om, at det er ukonstruktivt for undervisningen, hvis det faglige fællesskab, som undervisningen søger at etablere, trues af, at flere elever falder ud af undervisningen og ind i de sociale mediers lykkeland. Men det er også den eneste mindre gode ting, som man kan få de rutinerede lærere til at nævne. Overordnet set er de alle begejstrede for og dybt engagerede i deres fag og arbejdsplads – et engagement, man virkelig kan mærke i samtalen, hvor vi kommer ind på mange forskellige aspekter af livet som gymnasielærer, men hvor ét aspekt overskygger de andre: eleverne. De synes alle, at det er trist, at de nu ikke længere har adgang til de unges verden.
Dog glæder de sig også til at skulle nyde deres otium og slippe for planer og skemaer: ”Jeg skal lære at spille klaver”, siger Ellinor. Ingen af dem virker til at komme til at kede sig, selvom de ikke længere skal være på arbejdsmarkedet.
Der er masser af planer – også planer om ikke at skulle lave noget. Og man kan jo så kun håbe, at de kigger forbi gymnasiet i ny og næ.
