23.-25. maj var der Naturmøde i Hirtshals. Naturmødet er et folkemøde med fokus på naturen, og det er fjerde gang det afvikles. Og det er anden gang at vi to udgør den praktiske motor på Roots-scenen, Naturmødets ungdomscene.
Det er absolut en af de sjoveste arbejdsopgaver vi har i årets løb, og selv om det er lange, hårde og intense dage fra tidlig morgen til (meget) sen aften, så sker der så mange spændende og sjove ting, og der er hygge og begejstring og entusiasme og engagement, så man næsten kan skære det ud af luften og putte det i tupperware bokse, til brug på de langt mere kedelige og almindelige arbejdsdage, vi har så mange af.
Vi har sjældent tid til at forlade Roots, og vi får ikke set så meget af hvad der ellers er af spændende stande og events, så dette er ikke en beretning om, hvad der foregår på Naturmødet, og hvad der tales om i debatter og oplæg. Dette er nogle refleksioner over vores (Mette og Karens) relation til naturen, om forskel på friluftsliv og naturinteresse, og så om hvordan det gik til at vi har aflagt et naturløfte, ja faktisk hele to!
“Jeg er biolog, jeg VED det!”, siger min svoger Emil ofte. Til lige dele morskab og irritation for hans kone og døtre. Og hvad er det da han, og de andre biologer ved? Biologer ved en masse om biotoper og økosystemer, og de ved en masse om arter. Og det synes de også vi andre burde. Skal man tage et gennemsnit af budskabet fra biologer på Naturmødet så er det, at man skal kende arterne i naturen, for rigtigt at kunne elske og værdsætte den. At danske børn (og voksne som engang var børn) blive svigtet i skolen, fordi man i biologi og naturfag alene lærer om miljø og forurening og sammenhænge, men ikke lærer at kende og skelne arter af dyr, planter, insekter, fugle. Og at den rigtige måde at være i naturen er på udkig efter arter. Da jeg fortalte om den måde Karen og jeg dyrker friluftsliv på, at vi elsker at være i naturen, men aldrig kigger efter arter, blev det mødt med “nå men så bruger i jo bare naturen som kulisse?”.
Ovenstående er sat på spidsen, men det er fordi jeg bliver helt vildt provokeret af det. At mene vi bruger naturen som kulisse antyder jo, at vi kunne have været i alle mulige andre rammer med samme resultat. Og det underkender den sansemæssige (og vel helt grundlæggende biologiske) følelse af at høre til, som vi føler når vi er i naturen. Hvordan vi visuelt, lydmæssigt og gennem dufte- og følesans stimuleres af at opholde os i naturen. At mene man kun kan værdsætte naturen, hvis man kan kende en masse arter, svarer for mig at se til at mene, man kun kan værdsætte virkelig god mad, hvis man kender alle de enkelte ingredienser til bunds.
Det er klart at at kendskab til arter og økosystemer, vil give et indblik i hvad der foregår der, lige for øjnene af mig, en forståelse for sammenhængene. Men det er ikke nødvendigvis den form for intellektuel forståelse, jeg har brug for i naturen, for mig tæller sanseoplevelsen og glæden ved at være i de grønne omgivelser. Når jeg vågner efter en nat i skovbunden, med duften af skovbund og grannåle i næsen, og en bille (eller insekt, altså… noget der kribler) kravler henover min bivibag, så er det ikke vigtigt for min oplevelse at vide, hvad det er for en (selvom det ville gøre denne sætning kortere 
). Og jeg kan også godt finde ud af at udvælge overnatningssteder, med mindre risiko for flåter og snegle, ud fra den bevoksning der er på stedet, selvom jeg ikke ved hvad planterne hedder. Og så videre.
Men efter 2 naturmøder, med intensive doser af fremragende naturformidling, er det som om det alligevel begynder at smitte lidt, det der med arter På vores jomfrurejse med Discoverysidste år, var vi faktisk ret optagede af, om de flotte flitrende blå flyve-dyr monstro var blå libel (som vi havde hørt om i Arterne på scenen). Det var det ikke, det var blåvinget pragtvandnymfe, så lærte vi det. Og vi var da også nødt til finde ud af hvad det var for et flyvedyr, der fyldte vores aften med flitren og glitren, og vi fandt svaret i den app (INaturalist) vi havde fået anbefalet. Majflue, så lærte vi det. Og svoger Emil bidrog helt uopfordret med oplysning om, at majfluens larver var indikator for god vandkvalitet. Jo jo, de ved et og andet, de der biologer.
Så måske er der noget om det? Måske er det en større tilfredsstillelse at færdes i naturen hvis man ved hvad det er man ser? Måske er tudser knap så klamme og skræmmende hvis man ved mere om deres liv (og sexliv )? Jeg har nok altid haft det sådan med blomster og sten, at jeg godt gad kunne deres navne og art, men ikke har gidet bruge tiden på at lære det.. Helt ærligt, jeg ved så meget andet! (F.eks en hel masse om hvordan man bedriver friluftsliv )
Men nu skal det have et skud. Temaet for årets Naturmøde var “Fra snak til handling”, og derfor rundede vi programmet på Roots-scenen af med en debat der hed “Naturløftet – hvad vil du gøre for naturen inden næste års Naturmøde?”. Og så aflagde Karen og jeg altså det løfte, at vi vil lære nogle flere arter inden næste års møde. Og da vi netop fra Roots scenen havde fået lanceret det flotte projekt “99 arter at se før du bliver voksen“, så er det dem vi tager fat på. Vi bliver nok ikke mere voksne end vi allerede er, og en del af arterne kender vi jo allerede. Det er fint at have et forspring
En anden ting biologerne ved, og som råbes som nødskrig fra alle Naturmødets scener igen og igen er, at naturen er i krise i en grad så vi står overfor et egentligt sammenbrud i biodiversiteten. Dyre- og plantearter uddør på stribe og over en million arter er truet af udryddelse i de nærmeste år. Biodiversitetskrisen er mindst lige så alvorlig som klimakrisen. Og det, naturen har brug for, er plads. Plads og levesteder, hvor der ikke klippes græs og sprøjtes med gift i tide og utide, men først og fremmest plads. Og her kan vi faktisk alle sammen handle!
For det kan helt banalt dreje sig om at stoppe med at slå græsset, især steder hvor det virkelig ikke tjener noget formål. Rigtig mange større virksomhedsområder, institutioner og offentlige områder er præget af store græsklædte arealer som klippes tæt hele sommeren. Her uden for vores vinduer i Regionshuset foregår det med robotplæneklipper, som udover at holde græsset så kort klippet, at der ikke er plads til noget liv, også skræmmer fuglene væk. I en verden hvor mennesker fylder så meget har vi simpelthen ikke plads til at lade så store arealer ligge hen, som hverken giver rum for biodiversitet eller producerer mad. Så vores naturløfte nummer to er at, presse på for at arealerne her ved Regionshuset (og gerne andre steder ved regionens bygninger) får en mere naturbaseret drift.
Vi lover at gøre hvad vi kan, inden næste Naturmøde. og så ses vi der 14.-16. maj 2020 i Hirtshals, til flere sjove og lærerige oplevelser.
Hvad skal dit naturløfte være?
Tak til Vicky og Tobias for at gøre os klogere, og for at give os lyst til at blive endnu klogere Selvom vi aldrig kan blive biologer kan vi ihvertfald stille en scene op til jer
Kilde: METTE OG KAREN PÅ TUR
