Af Peter Duetoft
Medlem af Hjørring Byråd
Socialdemokratiet
Så er det EP valg overstået – og dejligt at konstatere, at Danmark er et af de mest EU positive lande.
Nu har kommentatorerne meget travlt med at forudse, hvad dette valg betyder for det kommende Folketingsvalg. Har Venstre nu vendt strømmen? Betyder det, at den siddende regering kan fortsætte?
Nu skal man naturligvis passe på med at sammenligne to valg med forskellige dagsordener. Men det gør aviserne jo. Det vigtigste konstatering er vel (og den har jeg ikke set nogen gøre endnu), at forholdet mellem rød og blå blok er nøjagtig som i meningsmålingerne 42 % til “blå”og “52% til “rød”.
I stedet for at se EP valget som et vendepunkt for bl.a. Venstre er det det modsatte – nemlig en konstatering af, at blå blok er langt bagud. Men naturligvis, som sagt skal man altid være varsom med at sammenligne.
Naturligvis tillykke til Venstre for det flotte valg, der bringer partiet tilbage til fordums styrke i Europa-Politikken. Tillykke til S, der holdt skansen trods massiv SF fremgang – og også tillykke til dem. Og tak til vælgerne fordi de viste, at Danmark tror på Europa. I ø har jeg vanskeligt ved at se den voldsomme “højrebølge” mange analytikere forudså på europæisk plan.
Det europæiske projekt har heldigvis stadig en chance.
Jeg ønsker jer alle en god dag.
Jeg er enig med Peter Duetoft i, at EU valget er gået rigtigt, rigtigt godt. Det er fantastisk, at befolkningen i Danmark har givet så få stemmer til den yderste højrefløj, som vi desværre ser det i flere andre lande. At danskerne er opsatte på at finde fællesløsninger især, hvad angår klima og socialdumpning.
Man kan jo tolke EU afstemningen på flere måder. Peter Duetoft gør det ved at lægge et snit mellem rød og blå blok. Man kan også se resultatet som en flot sejr for de partier, der er knyttet til den liberale ALDE-gruppe, altså for Venstre og de Radikale.
Men tilbage til Peter Duetoft. Hvis man kigger på den såkaldte røde bloks EU resultater, så fik Socialdemokratiet tre mandater, Socialistisk Folkeparti og de Radikale hver to, mens Enhedslisten fik et enkelt. Anvendes resultatet til en prognose for folketingsvalget, så vil det betyde, at de partier, som ventes at bringe Socialdemokratiet til regeringsmagten, tilsammen er langt stærkere end Socialdemokratiet. Den vej rundt finder jeg det både magtfuldkomment og kontraproduktivt, at Socialdemokratiet er modvillig i forhold til at gå i dialog med støttepartierne bla omkring fattigdomsydelser, man bryster sig nu ellers af at ville kæmpe mod øget økonomisk ulighed. Men allermest undrer det mig, at Socialdemokratiet ikke er gået sammen med støttepartierne om at få børnefamilierne ud af udrejsecenteret Sjælsmark eller i det mindste om at forbedre forholdene på centeret markant. Mette Frederiksen hævder at ville være børnenes statsminister, set i skyggen af Sjælsmark er det desværre svært helt at have tillid til.