Af Karl H. Bornhøft
Folketingskandidat for SF
Hjørring Kredsen
Holdningen til EU har undergået store ændringer igennem de sidste mange år. Der har bestemt været både opture og nedture, og der er helt naturligt.
I undersøgelse lavet i 2015 – året før den britiske Brexit – afstemning og før Trump blev valgt til præsident i USA viser tallene, at 26 % af befolkningen havde en negativ holdning til EU medlemskabet.
Siden er verden kommet til at se noget anderledes ud. Ser man ser på de undersøgelser, der er lavet i maj 2018, er det et anden billede vi ser. 76 % er positive overfor EU, 17 % er hverken for eller imod, og kun 7 % er negative. Og den udvikling fortsætter tilsyneladende hos Danskerne.
Det er et markant andet billede end i 2015 – og hvorfor mon det? Det er formodentligt fordi verden er blevet meget mere usikker med en uforudsigelig amerikansk præsident og fordi det kaos og amatøragtige roderi, der har præget britisk politik i forhold til Brexit – naturligvis har skræmt folk med de samme ideer. Og meget kan man give EU skylden for, men det sidste er absolut ikke EU’s skyld. Vi der har fulgt britisk presse i de sidste snart 3 år, og ideen om, at det skulle være EU der ville ”straffe” briterne – er helt ude i skoven. Det klarer briterne desværre såmænd meget bedre selv.
Først vandt en kampagne, hvor der blev ”misinformeret i stor målestok” fra leavesiden – det dokumenterede professor Michael Dougan fra Liverpool Universitet i undersøgelse. Og derefter har et over to år langt slagsmål i det konservative parti gjort, at briterne endnu ikke har kunnet meddele EU, hvad de egentligt forventer af deres udmeldelse. Det sidste er grotesk, men det skal vi alle lære af.
Det rejser spørgsmålet – hvem vil alliancepartnerne i sådan kamp for en udmeldelse af Danmark? Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten? Sikkert ikke. Langt snarere Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige – partier, som aktivt støtter den yderste europæiske højrefløj som bl.a. Orban i Ungarn, de, eller det polske Lov og retfærdighedsparti, der er ved at afskaffe retsstaten.
Det betyder ikke, at der ikke er politiske kampe, der skal kæmpes i EU – for EU er ikke et færdigt projekt. men en proces, hvor man kan kæmpe for et mere socialt og miljørigtigt EU, hvis man da ikke hellere vil stå på en sæbekasse og holde brandtaler i stedet. Virkeligheden er bare, at uden EU ville vi ikke have meget indflydelse på verden omkring os og det er ikke EU’s skyld, at vi har en borgerlig regering, der fører asocial politik. Det er vores eget ansvar.
Man skal altid passe på, hvad man ønsker sig, for man risikerer at få det – ligesom briterne fik deres Brexit – det har selv Enhedslisten opdaget.
Til gengæld et der ikke noget galt i at ønske sig en hårdere miljøkurs, og mere samarbejde om flygtningepolitik for:
Der er ikke noget socialt ved social dumping.
Skattely er bare et poetisk ord for grådig egoisme.
Klodens klima har ikke brug for mere varm luft.
Mennesker på flugt er et fælles ansvar.
Der bliver en oplagt mulighed for at påvirke udviklingen ved EU valget 26.5. Og SF byder sig til med tilbuddet om kampen for et mere solidarisk Europa.
