Af Sara Dommerby Toft
Sognepræst
Tornby
Den tid, vi lever i, er på mange områder en tid, hvor intet står fast. Alt det gamle, hele den måde man i mange hundrede år har tænkt og levet på, er lige så stille ved at forsvinde.
Bondekulturen er kommet på museum, og mange af os lever uden megen kontakt til hav og marker, som før var hovedernæringskilden for langt de fleste mennesker.
Samtidig vælter alt det nye ind over os, så vi knap nok kan nå at blive imponerede over fx den førerløse bil, før en ny opfindelse gør sit indtog, og endnu en og så endnu en ny ting, der skal gøre alting hurtigt og mere effektivt.
Og der er mange, der har en fornemmelse af, at alt skal være nyt, for at det har nogen værdi. Også inden for kunsten. Det seneste vilde kunstværk, der sprængte alle rammer, er et billede, fremstillet af den anonyme og mystiske kunstner Banksy, som nu er så berømt, at hans billeder sælges for flere millioner.
Da han sidst havde et nyt billede på auktion, blev det budt op på en salgspris af en hel million britiske pund, men hvad ingen vidste var, at det var en del af kunstværket, at det destruerede sig selv, i det øjeblik hammerslaget faldt.
Der var simpelthen indbygget en makulator i bunden af billedet, så det helt enkle motiv af en lille pige der rækker ud efter en svævende hjerteformet ballon, forsvandt ud under rammen i små bitte strimler. Det var vel nytænkning, men samtidig tror jeg, mange sad tilbage med en følelse af, at kunsten er alt for fortænkt. At den ikke ligefrem taler til os, så meget som det griner af os. Også selvom resterne af billedet sikkert er blevet flere penge værd af at blive makuleret for øjnene af de chokerede kunstinteresserede.
Og der er ingen tvivl om, at en del af kunsten stadig vil afsøge nye grænser for, hvad der kan kaldes for kunst. Men det er som om, at grænsen er nået for længe siden. Selvom mange prøver at finde nye former for udtryk, er det som om, at man ikke kan slagte flere heste eller udstoppe flere hundehvalpe.
I de her år, hvor så mange ting er nye inden for teknologiens område, findes der samtidig en grunderfaring inden for kunstens område, at det at gå efter at være nyskabende, måske er det samme som at tømme kunsten for mening. Der er altid nogen der har betrådt den sti, man prøver at indtage som den første.
Kunstnernes jagt på det nye, gør at almindelige mennesker ikke længere kan genkende sig selv i kunsten – den siger os simpelthen ikke noget. Og det får mange mennesker til at se tilbage i tiden, og her får man nogle gange øje på noget, som blev overskygget af alt det nye.
Og det giver plads til at man opdager kunstnere, som nok burde have haft meget større anerkendelse, da de levede. Fordi deres billeder har noget holdbart i sig, noget, der gør, at de stadig kan tale til os i dag, også selvom de ikke lige lignede den mode, der fandtes i deres samtid.
En af de kunstnere, som på den måde er genopdaget, hvis han da nogensinde blev rigtigt opdaget i sit liv, det er maleren Johannes Wilhjelm (1868-1939). Han hører til den generation, der kom efter de store skagensmalere, og som derfor stod i skyggen af Krøyer og hr. og fru Anker, mens mere moderne kunstretninger tog scenen i den første halvdel af det 20. årh. Men nu har nogen fået øje på ham, og man kan se en udstilling af nogle af hans værker på Skagen Kunstmuseum i dette forår, som bestemt er værd at besøge. Johannes Wilhjelm er optaget af lyset, som de andre skagensmalere, men han har sit eget udtryk, og hans billeder fremstår med et særligt levende, næsten flimrende skær over sig.
Og så er der hans motivvalg. Han maler mest landskaber, men ofte med mennesker på, og ofte ganske almindelige mennesker. Arbejdere på vej, kvinder i marken. Fiskerkoner på klitterne, mens de spejder efter deres mænd og sønner. Særligt stort indtryk gjorde et billede, der hedder ”Efter Gudstjenesten”.
Det hænger til daglig i Hjortdal kirke, men er for tiden udstillet i Skagen. Det forestiller, som titlen fortæller os, mennesker, der kommer ud af kirken efter søndagens gudstjeneste.
Billedet er stort: 1,7 x 2 meter, og det får motivet til at virke overvældende. Helt i forgrunden af billedet yderst til højre står et skævt støbejernskors af den slags, vi har bevaret en hel række af på både Tornby og Vidstrup kirkegårde.
Og foran korset er tre kvinder kommet ned, for at stå lidt og mindes det menneske, de her har begravet. De er pakket godt ind. Det blæser og de læner sig med ryggen til vinden, mens de står med knugede hænder og bøjet nakke.
Selvom de får morgensolen lige ind i ansigtet, kaster deres tørklæde en skygge over deres øjne, og på den måde afspejles deres sindsstemning: Også i det indre står de midt i livets stride blæst, med øjnene formørket. De står i sorgens rum, hvor lyset ikke trænger ind, selvom solens stråler falder på deres ansigt. De står over for døden.
Og her er det, der stadig taler til os i dag. Det, vi kan spejle os i. Står vi der ikke allerede, så ved vi, at vi en dag vil stå ved en grav, og savne et menneske så stærkt, at hele livet tømmes for mening, og selv solens lys ikke kan nå ind til os.
Eller vi kommer til at stå foran vores egen grav, og mærke dødens magt overmande os. Det er her kristentroen begynder. For de tre kvinder på Johannes Wilhjelms maleri er et påskebillede.
Og i vores eget liv, oplever vi selv denne påskemorgen, hvor vi kommer magtesløse og fuldstændig overmandede af sorg ud til gravens tomme mørke. Men Wilhjem peger på, at der findes en himmel over os. Ikke bare den himmel, som meteorologerne beskæftiger sig med, men den, der åbner en port ind til Guds rige.
For over kvinderne troner en kirke. Hjortdal kirke, for at være helt præcis. Og Wilhjem har gjort noget meget vovet, da han malede billedet. Han har nemlig beskåret det helt skævt i forhold til et klassisk landskabsmaleri: horisonten ligger ret højt i billedet, men i stedet for at få øje på den blegblå himmel med de forrevne skyer, når man ser på billedet, så fylder kirken hele den plads, hvor et almindeligt landsskabsmaleri ville have haft en himmelflade.
Nu ligger kirken i stedet granittung og med skiffergrå tag på toppen af bakken og fylder det meste af himlens plads. Oven i købet er billedet beskåret sådan, at kirken raver ovenud af rammen. Og dog, er det ikke så truende. Ser man nærmere efter er det netop kirken, der reflekterer solens lys og får hele billedet til at flimre, blive levende. Det er kirken, der kaster lyset tilbage og ind over os, der ser på billedet.
Og det er det også i overført betydning, for netop i kirken, der lyder den stemme, der modsiger dødens magt. Evangeliet om, at døden ikke får det sidste ord i vores liv. Evangeliet om, at selvom vi møder vores egen begrænsning i dødens magt, og må stå afmægtige ved vores kæres grav, så lever de mennesker, vi savner, i Guds kærlighed. Det er påskens lys i vores eget mørke. Det er den trøst, som kan bære os igennem alle de sorger og tab, vi må gå igennem i vores liv.
Det er ikke et budskab, som kan bevises. Det er oven i købet et skrøbeligt budskab. Et budskab som ofte må bukke under for vores egen fortvivlelse og vrede, vores eget mørke. Men ikke desto mindre, så står budskabet fast – det står der stadig trods vor tids flimrende foranderlighed, hvor alt skal være så nyt, at det nærmest når at blive for gammelt, før vi har vænnet os til det.
Og måske er evangeliet om, at vi har en Gud, der overvinder mørket og døden – også for os, i virkeligheden det, der er det eneste, som er rigtigt nyt, det eneste, som virkelig kan forny os, åbne vores liv, og lyse op i vores mørke, og gøre alting nyt.
Kilde: Lokalbladet VI-TO
