Ragnhild Jakobsen: Helikopterperspektiver på vindmøllerne ved Hjortnæs

Af Ragnhild Jakobsen
Brønderslevvej 107
Løkken

”Lad os nu bevare overblikket og hæve os lidt op i helikopterperspektiv”, siger formanden for Hjortnæs Vindmøllelaug, Søren Pedersen i et debatindlæg i Nordjyske fredag den 22. marts.

Jeg tager imod opfordringen, sætter mig til rette i en helikopter og stiger lodret til vejrs, mens rotorbladenes voldsomme rytmiske lyd overdøver alt. Som erfaren helikopterpassager ved jeg, at man skal op i en højde, som er væsentlig højere end formandens ”lidt op”.

Fra sit helikopterperspektiv har Søren Pedersen set, at der er plads til 3-4 møller mere end de 8, der allerede står ved Hjortnæs. Søren Pedersen har tilsyneladende fløjet hen over hele Hjørring kommune, idet han konstaterer, at området ved Hjortnæs er det eneste sted i kommunen, ”hvor det er muligt at opstille 11-12 stk. 150 meters høje vindmøller samlet uden at overskride det lovbefalede afstandskrav på 600 meter.”

Fra mit helikoptersperspektiv ser jeg landsbyerne Vrensted, Børglum og Stenum samt et utal af landbrugsejendomme og andre boliger spredt i landskabet mellem dem og møllerne. Men 600 meter er jo ingen afstand! Det var det heller ikke i 1994. Det år blev der i en rapport fra Miljøstyrelsen anbefalet, at afstandskravet til naboer skulle være mindst 10 gange vindmøllehøjden. Undervejs mod udarbejdelsen af Cirkulæret om planlægning for og landzonetilladelse til opstilling af vindmøller i 1999 var Miljøstyrelsens tidligere anbefaling åbenbart blæst bort med vinden og reduceret til 5 gange møllers totalhøjde.

Da Cirkulæret træder i kraft den 1. juli er afstandskravet 4 gange totalhøjden. Det fik i et skriftligt notat 3 uger forinden følgende kommentar med fra daværende miljø- og energiminister, Sven Auken: ”Denne bestemmelse agter jeg dog efter henvendelse fra Danmarks Vindmølleforening at ændre til en mindsteafstand på 4 gange totalhøjden”. I løbet af de 20 år siden da er møllerne blevet mere end dobbelt så høje, mens mindstekravet om afstand til boliger stadig er det samme. Lobbyisme er effektiv. Vindmølleindustriens magt er stor. Den gang som nu. Afstandskravene burde for længst være ændret. I dag anno 2019 bør løsningen på problemet om placeringer af kæmpevindmøller løses ved at lægge dem langt ud på havet i store parker. Der kan de hverken genere menneskers livskvalitet eller påvirker deres helbred og økonomi.

Mens jeg nyder det smukke kulturhistoriske landskab under mig, husker jeg, hvordan jeg en dag i 1999 opdager, at der pludselig står 8 store vindmøller i mit nabolag. Det er de møller Hjortnæs Vindmøllelaug og Jysk Vindenergi med visionerne om et Hjortnæs ll vil omskabe til et industrianlæg med 8 kæmpevindmøller af mere end den dobbelte højde. Det er her, ”det kan lade sig gøre, og det vil alt andet lige genere færrest mulige”, skriver Søren Pedersen i sit debatindlæg.  Jeg ved ikke, hvor mange lokale borgere ”færrest mulige” er, når Søren Pedersens skal definere begrebet, men jeg ved, at der på byrådspolitiker, Claus Mørkbak Højrups hjemmeside står: ”Møllerne må ikke genere menneskers livskvalitet.”

Den holdning deler jeg, og jeg glæder mig over, at modstanden mod vindmølleparker på land, og også kystnært, bliver større og større. Det er dog de færreste, der ønsker at blive generet af vindmøller i egen baghave. Søren Pedersen erkender, at Hjortnæs ll vil ”genere” lokale borgere, og den viden må andelshavere til projektet, lokale eller ej, uden tvivl også have. Jeg vil så nødig tro det, men kan empatien for medborgere, hvis livsvilkår forringes, forsvinde, når resultatet af lokal grøn energi kan gøres op som indtægter på egen konto?

Jeg har på vegne af Gruppen for beskyttelse af kulturlandskabet i Vestvendsyssel samlet underskrifter ind mod projektet Hjortnæs ll. Jeg har mødt mange mennesker, som går ind for grøn energi fra vindmøller, men som også har en afklaret holdning til, at et lokalt projekt ikke må genere lokale beboere. De skriver under, fordi de har empati for de medborgere, der vil blive udsat for generne fra projektet, og fordi de ønsker at beskytte landsdelens smukke kulturhistoriske landskab.

Fra min helikopterposition skuer jeg ud over et Vestvendsyssel tæt på Vesterhavet og med Børglum Kloster som det centrale historiske midtpunkt. Jeg ser de 8 møller, og jeg ved, at mit hjem ligger 1,6 km fra den nærmeste af dem. Altså lidt uden for Miljøministeriets anbefalede afstandskrav for 20 år siden. Jeg ved også, at visuel støj og lavfrekvent støj samt infralyd hverken respekterer anbefalede eller vedtagne afstandskrav.

Søren Petersen understreger nødvendigheden af, at kommunens politikere træffer en beslutning om at lade disse kæmpevindmøller opføre, for hvis ikke, de kommer op ”stopper al udvikling af vores kommune”. Hjørring kommune udvikler sig på mange måder, så ”al udvikling” er da at tage munden for fuld!

Jysk Vindenergi og Hjortnæs Møllelaugs visioner om grøn energi fra 8 kæmpevindmøller er andet og mere end udvikling. Visionerne skygger totalt for de gener, som påføres lokale børn og voksne borgere i egen kommune og i nabokommunen, Brønderslev.

Søren Pedersen slutter sit indlæg om overblik med at konstatere, at Hjortnæs ll ”gør ingen uoprettelige skader,” for møllerne kan tages ned, når de ”ikke skal bruges mere,” og ”jorden kan igen dyrkes som før”. Så enkelt er det nok ikke, selv om det lyder besnærende.

De uoprettelige skader rammer tilsyneladende kun mennesker, men dem ser formanden for Møllelauget ikke fra sit helikopterperspektiv!