Man kan dårligt forestille sig de største events i Hirtshals uden Trappen mellem Havnegade og Sydvestkajen.
Allerede i januar sidste år skrev vi, at Dorte Dahlin og Mogens Møller et par måneder forinden havde præsenteret deres skitse til udvidelse af Den Grønne Plads omkring Trappen og Monumentet på et møde med Plankontoret og Arkitema på Hotel Hirtshals.
Projektet blev dengang økonomisk beskåret i form af en besparelse på 2 mio. kroner. Udover en færdiggørelse af trappeanlægget foreslog Dorte Dahlin og Mogens Møller dengang en vis bearbejdning af Berlinermuren. Arbejdet er nu påbegyndt, som det fremgår af fotoet ovenfor.
– Her forstået som en udvidelse af det offentligt tilgængelige rum. Dette bør ske i en naturlig og helhedsskabende sammenhæng med Den Grønne Plads og den for Hirtshals så karakteristiske skrænt, der netop skal fremhæves som mærkbar landskabelig kvalitet ved byen, tilføjer Dorte Dahlin og Mogens Møller.
– Vores oplæg står dermed helt i modsætning til Arkitemas forslag, hvis indgreb vil fragmentere oplevelsen af den monumentale skrænt. Som fremmedelementer vil udsigtslommerne skæmme det eksisterende anlæg, hvis udformning er historisk, kunstnerisk og funktionelt begrundet, uddybede Dorte Dahlin og Mogens Møller.
– Vi opfatter Arkitemas projekt som et fremmedgørende modernistisk påhit, som vil betyde, at deres forslag i princippet kan udføres i heftigt dominerende rustrødt stål, træ og rustfrit stål hele vejen fra Nordnorge ned langs Vestkysten og til Holland. Uden at bekymre sig om det unikke ved Hirtshals.
– Derimod er Trappe og Monument og Den Grønne Plads netop med til at skabe Hirtshals’ identitet. Anlægget med de mange detaljer og materialer er gennemtænkt i forhold til Hirtshals, byens placering ved havet og menneskenes historie. Alt gennemført over flere år og i nær dialog og samarbejde med både Hirtshals Kommune og befolkning. Man har både set, diskuteret og accepteret de offentligt tilgængelige tegninger og modeller, som vi har udført i processen.
– Den unikke udformning af Den Grønne Plads og Trappen har i øvrigt allerede for længst bevist sin styrke som centralt offentligt rum ved at kunne bruges til alle former for aktiviteter og arrangementer gennem året. Pladsen med Trappen danner et storslået udsigtspunkt, uden at man tænker på en kunstig platform, der står tom hen, når turisterne eller gæsterne er rejst.
– Færdiggørelse af trappeanlægget og bearbejdningen af Berlinermuren, som vi følgende foreslår, vil netop understøtte det unikke ved stedet. Samtidigt vil færdiggørelsen styrke helhedsfornemmelsen på pladsen som del af byens og havnens historiske centrum.
– Uden hverken at tage horisonten eller bryde med kommunens hidtidige fornemme politik, at byen og stranden skal være befolkningens egen, når turistsæsonen er ovre, sluttede Dorte Dahlin og Mogens Møller.
Herefter bliver det mest spændende, hvorvidt entreprenøren og Hjørring Kommune når at få Trappen færdig før først og fremmest Naturmødet 2019.