Lønstrup Café Bio viser onsdag den 6. marts kl. 19.30 det spændende dansk/islandske drama »Vinterbrødre«. Instruktør er islandske Hlynur Palmason. Filmen modtog 9 priser ved den seneste Robertuddeling. Filmen vises også den 7., 8. og 10. marts kl. 19.30.
Vinterbrødre er en fortælling om menneskets rendyrkede følelser, filmen behager ikke øjet, øret eller følelsesregisteret, men den gør et uudsletteligt indtryk. Det er Peter Plaugborgs opspilede øjne i mørket, der først indikerer, at der er fare på færde.
Kalkarbejdernes pandelamper peger på ham. Dernede i minens mørke er det altafgørende at parere ordre. Plaugborgs sjakbajs Daniel siger det ikke for sjov. Hans øjne lyner, og hans mund nærmest spytter ordene ud.
De buldrende maskiner gør det umuligt at kommunikere. Den høje buldren er som et øresønderrivende faresignal. Og så kommer varslingssirenerne, der efterlader én i højeste alarmberedskab.
Emils kejtede smil fanges i en lyskegle. På magisk vis tryller han en flaske med hjemmebrændt frem i mørket. Sjakket hujer. For dem er alarmerne hverdag.
Emil har været i minen med sin bror Johan i fem-syv år. Ned, hakke kalk, op, vaske af. Han kender ikke rigtigt andet.
Indtil en dag, hvor der er én fra sjakket, der bliver alvorligt syg af Emils hjemmebryg, som han sælger for håndører. Og bossen finder ud af, at den uklare, brune eliksir består af kemikalier stjålet fra kalkbruddets kemikalierum.
Så er Emil pludselig isoleret inde i det isolerede samfund, der takket være den magnetiske fotografering får Faxe Kalkbrud til at ligne noget fra en anden planet.
Skønheden er underlagt det alarmberedskab, som kroppen bliver sat i fra starten af. Og sirenerne kommer tilbage, når man mindst venter det. Men der er også mange smil undervejs.
For der er noget med ham Emil. De andre opfatter han som sær, og han er da også en følsom outsider i det hårde miljø. Han har drømme, han kan trylle.
Vi får et blik ind i en svigtet sjæl, da filmen på nærmest surrealistisk vis visualiserer Emils inderste ønske. Og det er måske i virkeligheden det, det hele handler om. For alle mennesker. Til enhver tid. Emil i fosterstilling, kiggende ind i øjnene på den pige, han elsker. ”Jeg vil elske og kneppe dig hele dagen, resten af mit liv,” siger hun.
Emil forestiller sig, at han er kæreste med nabopigen Anna. Han kaster en snebold på hendes rude og stjæler hendes trusser. I en vidunderlig scene ser vi, hvordan Emil finder ud af, at Anna og broren har sex. Den bygges langsomt op, før Emil udstøder et brøl.
De ender i et voldsomt realistisk slagsmål, som er overbevisende, fordi volden konstant ligger på lur i det maskuline univers.
Hlynur Pálmason har formået at skabe et ufatteligt smukt univers omkring en enkelt mands ønske om at høre til. Hans artfilm-stil er unik, men nok så interessant formår han også at skrive og instruere mere traditionelle dialogscener, så de sidder i skabet.
