Af Karl H. Bornhøft
Folketingskandidat for SF
Hjørring Kredsen
Så fik vi Lars Løkke og regeringens stærkt opreklamerede sundhedsreform. Og sundhedsreform er vel egentlig et alt for stærkt et ord – der er vel snarere tale om valgløfter og valgløfter.
Det første type valgløfte er tydeligvis rettet mod LA, De Konservative, og ikke mindst Dansk Folkeparti der jo i mange år har drømt om først at få nedlagte de gamle amter, og nu regionerne. Partier der aldrig via deres kvaliteter har magtet at skaffe sig indflydelse på det niveau, og vel som en konsekvens heraf ønsker det fjernet – altså en lidt speciel måde at skaffe sig demokratisk indflydelse på.
Det står lysende klart, at løftet har til formål at binde DF til den blå blok, og det sidste er der ingen grund til at misunde Løkke og Venstre.
Den anden gruppe af valgløfter er forslagene om flere patientrettigheder såsom: Førstegangsfødende skal have ret til et to-dages ophold på sygehuset eller patienthotel. Et forslag SF tidligere har fremsat sammen med SD. Et forslag Venstre så sent som den 11. januar i år betegnede som ”hult”.
Samt at sygehusene skal forpligtes til at oplyse om et alternativt behandlingssted, som kan tilbyde hurtigere behandling, hvis det ikke selv har mulighed for at tilbyde behandling inden for 30 dage. Patientrettigheder der har det tilfælles, at de under ingen omstændigheder kræver ny struktur – men jo umiddelbart bare kunne indføres.
Sammen med regeringens løfter om flere praktiserende læger – flere sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter – samt mere nærhed og kvalitet. Ja egentlig burde man stille spørgsmålet, hvorfor Regeringen først kommer med dem nu i valgperiodens slutning!
Det er altså mildt sagt en tilsnigelse, at kalde det en sundhedsreform – bare fordi man fjerner et demokratisk lag gennem nedlæggelse af regionerne. Og der er intet i reformudspillet, der letter administrative byrder på et i forvejen presset personale – tværtimod.
Helt absurd er det at kalde udryddelsen af et helt demokratisk valgt niveau for en “afbureaukratisering”. Regionernes opgaver forsvinder jo ikke ud i den blå luft. De vil skulle varetages andre steder primært i kommunerne, og hvordan dét skal finansieres, står i øvrigt aldeles uklart.
Regeringen holder i det hele taget kortene tæt ind til kroppen med sine konkrete tanker om, hvor finansieringen af dens reform skal komme fra. Vi får kun overskrifter fra ”Nærhedsfonden’s” seks milliarder – der på sædvanlig Løkke maner, er en samling af penge, der er afsat i forvejen, og en udokumenteret besparelsespulje. Her har vi endnu engang brug for en bedre offentlighedslov.
Og når Anders Samuelsen siger at fjernelsen af de fem regionsråd med 205 folkevalgte medlemmer er “afbureaukratisering”, samt at de skal erstattes af tre led, med en bestyrelse i Sundhedsvæsen Danmark, fem sundhedsforvaltninger med bestyrelser og 21 sygehusklynger med tilsammen i alt over 300 bestyrelsesmedlemmer. Ja, så ved man ikke – om man skal le eller græde, eller bare sende ham på regnekursus.
Det der derimod står klart er, at det giver et demokratisk underskud at erstatte folkevalget med særligt udpegede og indirekte valgte medlemmer.
Reformen kommer ikke til at skabe mere tryghed og tid til patienterne. I stedet får vi endnu en risikabel og bureaukratisk øvelse. Og det bliver helt almindelige borgere og de ansatte i sundhedssektoren, der endnu engang kommer til at betale prisen for Løkke leger Professor Tribini i et nyt sundhedscirkus.
Vi risikerer snarere, at de ansatte skal løbe hurtigere, og borgerne kommer til at få en ringere behandling. Det vil skabe utryghed mange år ud i fremtiden, og vi kan jo alle regne med – at de første tre år efter reformen vil Løkke gentage mantraet ”nu må vi give reformen tid til at virke” alt sammen mens vi undrende opdager – vi har de samme problemer som før.
Der er brug for at styrke trygheden, give de ansatte mere ro på og styrke kvaliteten. Det kræver at pengene følger opgaverne, og vi alle erkender – at når vi vil have et bedre sundhedsvæsen, så bliver vi nødt til at betale for det, og det er vi i SF.
Der er ingen grund at risikerer – at få et tungt bureaukratisk system uden den nødvendige demokratiske kontrol, og spille hasard med hele vores fælles sundhedsvæsen. Og den borgerlig ønsketænkning om, at der er rigeligt med penge i sundhedsvæsenet bare vi laver flere reformer har spillet fallit.
Håber flere har det som mig – jeg gider ikke flere reformer før de har fået Skat til at fungere igen, og får rettet op på kommunalreformens ulemper. Lad os få løst vores reelle problemer – der medvirker vi gerne i SF.
