Emma og Claus i Egypten

Claus Mørkbak Højrup, som er forfatter og lokalt byrådsmedlem for Venstre, har sammen med datteren Emma været i Egypten.

Deres mål med rejsen var at få set og oplevet den gamle egyptiske kultur. Far og datter havde derfor to store hoveddestinationer, nemlig Luxor og Kairo. Claus fortæller om rejsen:

“I Luxor besøgte vi bl.a. Karnaktemplet, Kongernes Dal, Hatshepsuttemplet og Memnon Kolossorne, fortæller Claus Mørkbak Højrup.

I Cairo besøgte vi Det Egyptiske Museum, som har verdens største samling af egyptiske antikviteter. Cairo afsluttede vi med pyramiderne, hvor vi foroverbøjet “kravlede” gennem en meter høj gang for at komme ind til Khefrens gravsted, som ligger under den midterste af de store pyramider på Gizasletten.

Undervejs var vi også laaaangt ude i ørkenen i en (møg)jeep og besøge beduiner og på en papyrusfabrik, samt en hel masse andre “småting”.

Vi har rejst med fly, bus, minibus, jeep, ATV, spidercars, sejlet på Nilen og sågar redet på kameler (som nok reelt set var dromedarer). Ved beduinerne, hvor jeg red, men ikke Emma, oplevede vi, at dyrene var værdsatte og blev behandlet godt. I Kairo blev både heste og kameler misbrugt, og det ønskede vi ikke at tage del i.

Vi har ikke været ved stranden. Ej heller i en pool. Nogle tider havde vi 2 graders varme om morgenen ude i ørkenen, mens solen stod op. Andre gange havde vi 30 grader, men med en hård vind som gav ørkenstøv langt ned i halsen.

Det mest massive indtryk (udover pyramiderne) fik jeg omkring Luxor. Vi sejlede fra vestbredden til østbredden for at se Kongerne Dal (og besøgte bl.a. Tutankhamuns grav). Men der er knap så mange broer over Nilen, som man skulle tro. Derfor skulle vi på tilbagevejen syd for Luxor for at krydse Nilen ved Esna-broen.

Undervejs kom vi gennem den største armod, som jeg nogensinde har set. Turen viste børn, som spillede fodbold (mur) op af et æsel, beskidte gader med dyreafføring overalt, børn og voksne med cigaretter i munden eller en sukkerstok, som de gnaskede i, beskidte skæve fortov, hvis man da overhovedet kan kalde det således, beskidte vandhuller og slagtninger af geder og lignende midt i det hele.

Derefter fulgte vi en bikanal langs Nilen op mod byen Qena nord for Nilen, hvorefter vi drejede ud i ørkenområdet. Der var politicheckpoint for hver kilometer mellem Luxor og Qena og som mørket faldt på, blev der tændt bål på alle matrikler. Ikke den slags som man hygger omkring, men den livsnødvendige slags bål. Det var dyb fattigdom overalt og det virkede næsten trøsteløst, at man som egypter skulle have mulighed for at arbejde sig frem til en bedre levestandard.

Trods alt dette følte vi os ganske trygge hele tiden. Vores største bekymring var egentligt at færdes i trafikken. Vejene er elendige, og langt værre end dem, som jeg oplevede i Ukraine, da jeg i 2015 besøgte Tjernobyl. Chaufførerne skiftede vognbane på splitsekunder, ikke rolige skift, men rygrads-omplacerende skift, som kastede os frem og tilbage i bilen samtidigt med, at man bumper hen over underarmslange huller i vejbelægningen. Det var også en del af oplevelsen.

En anden betragtning, som jeg har gjort mig, er kombinationen af at se både Tutankhamuns grav i Kongernes Dal ved Luxor og indholdet fra graven, som er udstillet 800 kilometer længere nordpå på Det Egyptiske Museum i Kairo. Hver for sig er disse ting lidt antiklimatiske, men at se dem i kombination med få dages mellemrum var ganske interessant.

Mit håb er at Emma bliver ganske gammel i sit liv og, at hun om årtier stadig husker den lidt specielle tur, som vi har haft sammen.

PS: Jeg har talt lidt med Marcus om, at vi måske sammen skulle bestige Kilimanjaro, Afrikas højeste bjerg, når han bliver lidt ældre. Altså også en speciel tur med specielle minder til senere i livet. Knægten har så allerede erklæret, at han vil til at gå hjem fra skole, så han træne til Kilimanjaro. Så må vi se, hvad der skal ske med Emil, når han bliver større.”