
Hjørring Stilladsudlejning fejrede den 27. oktober 50 års jubilæum og indviede samtidig en fordobling af både det indendørs og det udendørs areal, skriver Hjørring ErhvervsCenter.
Mærkedagen fik tilmed et synligt udtryk med en skulptur af billedkunstneren Marit Benthe Norheim. Skulpturen er bygget op af gamle stilladselementer – nogle af dem helt fra virksomhedens start. Lige nu står den i den nye indendørs hal. Men det omkring fem meter høje kunstværk skal snarest placeres udendørs ud mod Aalborgvej, så det bliver et visuelt kendemærke for Hjørring Stilladsudlejning.
Moderne skulptur og stilladsudlejning er nok ikke den almindeligste sammensætning.
”Men vi har gennem årene arbejdet en del sammen med Marit Benthe Norheim, når hun har skullet bruge stilladser til arbejdet med sine store skulpturer. Vi ville gerne markere mærkedagen på en unik måde, så det var nærliggende at spørge Marit Benthe Norheim, om hun ville løse opgaven. Det har vi haft et fint samarbejde omkring, og vi er meget glade for vores skulptur og glæder os til at få den stillet op, så den kan ses af alle, siger Peter Pedersen, der er administrerende direktør for Hjørring Stilladsudlejning.
Sammen med sin bror Jens ejer og leder han virksomheden, der blev startet af brødrenes far og onkel.
”Vi er lidt stolte af, at Hjørring Stilladsudlejning har eksisteret i samme regi i et halvt århundrede. Det er ikke så almindeligt i byggebranchen,” siger Peter Pedersen.
Virksomheden beskæftiger sig med udlejning af stilladser og lifte med cirka 50/50 fordeling på de to områder. Desuden er der så småt taget hul på udlejning af entreprenørmateriel.
Aktiviteterne fordeler sig med cirka halvdelen fordelt over Vendsyssel og den anden halvdel i Aalborg. Der er 20 ansatte.
Såvel omsætning som beskæftigelse er vokset jævnt i alle årene siden finanskrisens ophør.
”Vi vil selvfølgelig gerne have vækst, men helst i et roligt tempo. Vi gør ikke så meget ud af markedsføring, men forlader os på mund-til-mund anbefaling fra tilfredse kunder,” siger Peter Pedersen.
Stillads-branchen har tidligere været præget af ufaglært arbejdskraft.
”Nu finder der en egentlig faglig uddannelse af stilladsmontører, og hos os har vi to lærlinge, der gennemgår den teoretiske uddannelse i Esbjerg. Og hvis vi ansætter ufaglærte, skal de gennem lovpligtige kurser,” fortæller Peter Pedersen.
Også på en anden måde forandrer branchen sig.
”Vi bliver i stigende grad taget med på råd i projekteringsfasen af byggerier eller renoveringer, således at vores know how omkring stilladser og lifte kan bidrage til optimale forhold på byggepladserne,” siger Peter Pedersen.
Fordoblingen af pladsforholdene hos Hjørring Stilladsudlejning har været tiltrængt længe.
Projektet har taget over to år, ikke mindst fordi det er meget tidkrævende at få tilladelse til erhvervsbyggeri i landzone. Men virksomheden er meget tilfreds med placeringen i Harken, hvor det er nem trafikal adgang i alle retninger.
Kilde og foto: Hjørring ErhvervsCenter.