Af Jakob Gislund
Lærer og tillidsmand i den danske folkeskole
Skriver her som privatperson
Halloo. Er der en leder til stede. Sådan står lærere og pædagoger i den danske folkeskole ofte. Der er ikke en leder på den enkelte skole, som man kan få fat i, når man skal have vendt en vanskelig sag.
Men lad mig starte et andet sted. Vi skal, som så ofte tilbage til 2013, hvor KL, efter ordre fra staten, tog et kæmpe arbejdstidsopgør med lærerne i den danske folkeskole. Læserne husker sikkert, hvordan lærerne blev lockoutet, og dermed blev nægtet adgang på deres arbejdsplads i en måned. Den helt overvejende grund var dengang, at ledelserne skulle sættes fri af aftaler indgået for lang tid siden, så de fik mere ledelsesrum.
Men dette ledelsesrum er bare ikke blevet udfyldt. For så snart man står og skal bruge en leder, så skal man være heldig for at finde en. Størst succes er der, hvis man kan sende en mail eller sms til lederen. For de bliver besvaret. Til tider med: ”kom lige forbi kontoret, så vi kan tale om det…”, men så er vi jo ligesom lige vidt. Vi ønsker tilstedeværende ledelser, der er tilgængelige, når problemerne opstår, og naturligvis før problemerne vokser sig store.
Jeg har været ansat i den danske folkeskole i 17 år, men i den tid har jeg aldrig haft besøg af en leder i min undervisning. Altså, med mindre man tæller de gange, hvor der lige skulle afleveres en besked. Dette kan ikke begrundes med, at jeg ikke har ønsket det. Da en af mine ledere havde kursus i supervision, og ønskede læreres undervisning, vedkommende kunne øve sig på, var jeg den første til at række hånden op. Og jeg ved, at jeg ikke er et enkeltstående tilfælde. Når jeg taler med kolleger, også fra andre skoler, synes billedet at være det samme.
Men hvad laver de ledere i folkeskolen så? Sidder de bare og hygger sig med kage og møder sent? Nej! Lederne er bare optaget af andre opgaver, der pålægges oppefra i systemet. Til trods for, at deres titel er skoleleder, så synes de at være ansat til at løse forvaltningsopgaver, fremfor at være tilstede på deres skole, hvor det personale, de er ansat til at lede, arbejder. De synes at mene, at de følger undervisningen ved at kigge på de ufattelige mængder data, som lærere og andre ansatte i folkeskolen, hver dag er pålagt at sende dem. Men disse data er kun fattige tal, der ikke beskriver barnet, klassen eller undervisningssituationen. Data beskriver kun den enkelte elevs præstation som et øjebliksbillede.
Løsningen på problemet bør være, at man fra allerøverste sted forsøger at sætte skolelederne fri til at passe det arbejde, jeg finder vigtigst. Lede skolen. Ikke servicere forvaltningen eller byrådet. Vi vil have en stærk folkeskole, hvor alle børn kan føle sig velkommen og udfordret. Og det kan de ansatte ikke levere alene. Dette klares kun, hvis vi får vores ledere tilbage på skolerne. Og så deler vi dem gerne med forvaltningen nogle få gange om året.
Jakob har ret.
Tal for dig selv, Jakob.