– Adrenalinen sætter hurtigt gang i kroppen hos os jægere og især da netop på denne dag, fortæller Torsten Kidde Nørgaard, som har inviteret FlaskePosten med på bukkejagt i Uggerby Klitplantage.
Vel at mærke ikke bare jagt med riffel, som langt hovedparten af de danske jægere givetvis bruger på denne vigtige dag i jagtsæsonen, hvor råbukkene ikke kan føle sig sikre ret mange steder. I dette tilfælde drejer det sig nemlig om jagt med bue og pil.
Man føler sig imidlertid ikke hensat til jægerstenalderen, idet buen ligner et højteknologisk våben, der må være investeret en hel del forskning i at optimere. Alligevel er jagt med bue og pil fortsat langt vanskeligere og mere krævende end med riffel. Hvor der ingen mindste afstand er for skud mod råvildt med sidstnævnte, hvilket gør vurderingen til et spørgsmål om etik, skal jægeren nemlig med bue og pil ind på maksimum 25 meters afstand af bukken.
– Det er ingen sag at komme ind på noget i retning af 40 meters afstand, men allerede ved de næste få meter bliver dyret lynhurtigt ekstremt opmærksomt og flygter ved den mindste fært eller forkerte bevægelse af jægeren, fortæller Torsten Kidde Nørgaard.
Efter at være ankommet til Uggerby Klitplantage lidt før kl. 5.00 denne fredag morgen gør jægeren sig klar, hvorefter vi sagte hviskende og i et sindigt tempo bevæger os ind i skoven. Hele tiden opmærksomme på at have vestenvinden ind imod os, mens vi listende undgår at knække kviste under fødderne.
– Pürschjagt er egentlig et tysk udtryk og kan oversættes som listejagt, hvor råvildtet og her altså bukkene eftersøges på jagtterrænet, hvor det studeres og følges tæt med kikkerten, som er uundværlig, således at den rigtige buk kan udvælges til afskydning, fortæller med lavmælt stemme Torsten Kidde Nørgaard, som i sin fritid også er jagtinstruktør og sælger hos Buhls Jagtrejser.
På et tidspunkt er der så lidt vind, at Torsten Kidde Nørgaard kommer i tvivl om, hvorvidt den er drejet og vi fortsat har den imod os, hvilket får ham til at finde et par visne og fnuglette blade i skovbunden. Dem holder han op lader dale mod jorden, mens han iagttager deres lette blafren. Heldigvis er den lette vind fortsat rigtig.
Ved en bæk opdager vi en meget brugt dyreveksel, hvor vi finder et godt sted på afstand, hvorfra vi kan holde øje med stedet. Her tilbringer vi den næste times tid i tavshed, mens vi lyttende til fuglene lader roen og pulsen falde til et behageligt niveau langt væk fra dagligdagens stress.
Pludselig hører vi en såkaldt smælden nogle gange i træk, der tydeligvis kommer fra en buk, som måske er blevet urolig uden helt at være klar over, om der virkelig er fare på færde. Vi beslutter os for at liste i retning af smældene, men efter en rum tid har vi kun set en såkaldt smalrå, som endnu ikke må jages.
Henad kl. 8.30 sætter vi kurs mod bilerne, hvor vi mødes med en håndfuld af de andre jægere fra det konsortium, som har jagten i denne del af skoven. Heller ikke de er blevet tilsmilet af jagtens gudinde, som i den romerske mytologi hed Diana.
Til gengæld aftaler de at genoptage jagten på bukkene til aften. De lover desuden at give et praj, hvis de får ram på en eller flere af skovens eftertragtede bukke.
Turen var alligevel en fantastisk oplevelse, som det heldigvis altid er det at komme en tur i skoven.
