Tapas og Tørfisk lørdag aften på Skaga Hotel

Der var delikat tapas, helstegt oksefilet og lækker chokoladekage på menuen, men lørdag aftens egentlige hovedret på Skaga Montra var til gengæld Tørfisk.

88
Foto: Arkiv.

Efter den lækre tre retters menu, som blev serveret både i Skippersalen og Panoramarestauranten på Skaga Hotel, bestod den egentlige hovedret af Tørfisk, der blev budt velkommen af direktør Tom Boye.

Derefter fik den ellers ikke for lidt af den meget veloplagte kvartet fra Thyborøn, som på trods af de herrers angiveligt høje alder og lave indkomst består af Anker Hviid, Egon Kirk, Bent Bro og Bent Kirk.

– Vi kommer jo fra en by, som har meget til fælles med Hirtshals, når der ses bort fra, at fiskeriet ikke er gået i stå hos os i Thyborøn, lød det med et karakteristisk glimt i øjet og med umiskendelig vestjysk dialekt fra Anker Hviid.

Kærlige drillerier var da også en fast bestanddel af den kammeratlige snak imellem numrene, der for manges vedkommende var hentet fra Tørfisks helt nye CD med den ironisk selvbevidste titel Uimodståelig.

Kvinder og øl er ikke overraskende faste temaer også i de nye sange, selv om der blev taget gas på kærligheden. Det blev der i den grad også på Ib Grønbech, Hansi Hinterseer, Kandis og aftenens vært Tom Boye. For slet ikke at nævne musikernes egne koner, der måtte lægge krop til lidt af hvert og meget mere.

Lattermusklerne fik derfor alt, hvad de kunne trække igennem halvanden times musikalsk og humoristisk tour de force. Tørfisk har nok spillet sammen i 35 år, men de er i sandhed mere vitale end nogensinde!

 

 

 

 

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments