Løbeevent gennemføres mellem Skagen og Hirtshals

Motionsløbet ”Løb fra Skagen til Hirtshals – eller lidt mindre” den 26. september gennemføres som planlagt.

537

”Mange løb bliver aflyst i denne tid på grund af covid-19, hvilket selvsagt er helt forståeligt”, udtaler René fra SPAR i Hirtshals, som er arrangør af motionsløbet.

”Vores løb har en sådan karakter og arrangeres således, at det bestemt er forsvarligt at deltage i løbet. Vi har sikret, at der ikke er en stor fælles start på nogle af de 5 startsteder. Der deltager et meget begrænset antal løbere (under 100) og vand og anden forplejning er ”portionsanrettet”.

Der er startsted i Skagen, i Skiveren, i Tversted, i Uggerby og ved Kjul. I alle tilfælde på stranden, som følges helt til Hirtshals, hvor der afsluttes med en lille runde på havnen og i byen.

Den første start er i Skagen kl. 9.00 (42 km). Herefter følger Skiveren kl. 11.00 (21 km), Tversted kl. 11.30 (16 km), Uggerby kl. 12.00 (16 km) og Kjul kl. 12.30 (7 km).

I målområdet ved SPAR på Margrethevej vil der efter løbet være forplejning og goodiebags til deltagerne – og Horne Skoleband vil spille lidt god musik. I målområdet er der selvfølgelig også tænkt meget på sikkerhed, afstand til hinanden, afspritning osv.

Der er ingen tidtagning og distancerne er ikke præcist opmålte. Kørsel til startsted arrangerer man selv. Der er ikke en formel tilmelding til arrangementet som er gratis at deltage i. Dog vil det være en stor hjælp i forhold til indkøb m.v. hvis man under begivenheden på SPAR Hirtshals facebookside skiver, at man deltager på en given distance.

En af deltagerne på den lange distance er Hans Christian Andersen (eller HC) fra den lokale løbeklub, Havstrygerne. ”Jeg løber 3 gange om ugen i klubben. Det at løbe sammen med andre giver mig velvære, bedre humør og en masse gode sociale relationer – og ømme ben i de perioder, hvor jeg træner hårdt”, udtaler den 63-årge HC, som altid har været aktiv med forskellige sportsgrene.

”For at være i den rette form til marathon løber jeg en ugentlig tur på ca. 25 km”, afslutter HC der ser frem til at få testet den formen den 26. september.

15-årige Camilla Blue fra Hirtshals skulle have været med på ½-marathon, men er desværre blevet skadet.  Men Camilla har fortsat mod på at deltage i løbet. ”Min plejefar skal dog løbe ruten, så enten cykler jeg ved siden af ham fra Skagen til Hirtshals – eller går/løber lidt af turen”, udtrykker den motionsglade Camilla, som normalt træner 2-3 gange om ugen. ”Løb giver mig meget og er blevet en af mine fritidsinteresser.”

 

0 Kommentare
Inline Feedbacks
View all comments